Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 10. november 2017

Tid til en øl - 170 års jubilæum / Carlsberg 1883


10. November 2017

For 170 år siden bryggede Carlsberg på denne dag sin første vellykkede undergærede øl.
Brygger J.C. Jacobsen havde arvet et bryggeri efter sin far i 1835 og drev det videre. Det var mest hvidtøl, man på det tidspunkt bryggede og drak i København, men Jacobsen havde hørt rygter om en ny og spændende øltype fra Bayern, hvor man bryggede noget øl på undergær.

Jacobsen kunne ikke få denne nye øl til at fungere, og drog derfor i 1845 på studietur hos Gabriel Sedlmayr fra bryggeriet Spaten.
På det tidspunkt havde man ikke kontrol over gæringsprocessen, der ofte mislykkedes – ikke blot for Jacobsen, men også for mange andre. Sedlmayr havde fået udviklet en stabil og pålidelig gær, der gjorde, at han lykkedes med sine bryg, og hans gærtype bredte sig til mange bryggerier i Centraleuropa.

J.C. Jacobsen lærte, hvordan den nye brygproces virkede – han så det nye moderne bryggeri, Sedlmayr havde bygget – og han fik en gærprøve med hjem, som han opbevarede i en ombygget hatteæske. Det lykkedes, at holde liv i gæren til han kom hjem, og med denne gær bryggede han sit første vellykkede undergærsbryg d. 10. november 1847.

Selv denne stabile gær kunne blive ramt af ”gærsyge” og i efteråret 1883 fik Carlsbergs øl en ubehagelig og bitter smag. Jacobsen ville derfor rekvirere ny gær fra Bayern, men der skulle vise sig en anden løsning.

Jacobsen havde i 1875 oprettet et laboratorium, hvor man skulle forske i ølrelaterede emner. Forskningslederen Emil Christian Hansen tog den syge gær og analyserede den, og det lykkedes ham at skabe og rendyrke en helt ren gærkultur. Gærens gåde var blevet løst, og man havde fremover muligheden for altid at styre processen.

Denne gær har fået navnet ”Saccheromyces Carlsbergensis”

J.C. Jacobsen havde den indstilling, at alt hvad man opdagede på laboratoriet skulle komme hele verden til gavns, og derfor fortalte han ved internationale bryggerkongresser om sin nye opdagelse.
Da Carlberg i 2008 besluttede at flytte produktionen fra Valby Bakke til Fredericia, skulle der ryddes op i de gamle kældre. 17 km kælder var stadig i brug, men meget havde ikke set dagens lys i lang tid – gamle tappemaskiner, en Morris fra 1960erne, restpartier af øl og sodavand og en masse skrammel.

Man fandt et par gamle flasker, som hurtigt viste sig at være ældre end de andre fund. De blev sendt til Carlsbergs flaskesamling, hvor man fandt ud af, at de var fra 1880erne. Flasken med den dårligste etiket blev sendt til laboratoriet, hvor man opdagede levende gærceller. Efter nærstudier konkluderede man, at det var gæren fra 1883.

Det lykkedes at få gæren til at vokse, og man så muligheden for at genskabe en øl, som den smagte i 1883. Projektet fik navnet ”Rebrew”

Man fik lavet tønder i Litauen, da dette håndværk desværre ikke findes i Danmark mere – man fik kornet gulvmaltet hos Stauning Whisky – og man fandt en gammel opskrift i Carlsbergs arkiver. Der skulle bruges münchener-, karamel- og chokolademalt.


Projektet lykkedes, og det er den øl, der nu er grundlaget for denne dåseøl, der nu kan købes. Om vi også her taler om tøndelagret, gulvmaltet øl, er jeg ikke sikker på, men gæren er ganske givet den rigtige.


”Carlsberg 1883” er en ravfarvet øl på 4,6%. Den er klar med få, let dovne bobler. Den har en sødlig maltet duft. Behagelig at drikke, uden at den virker doven. Smagen er præget af karamelsødme og malt. Der dukker en let bitterhed op i eftersmagen.

Karakter 3+

En Carlsberg øl der gerne må komme til at indgå i standardrepetoiret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar