Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 11. juli 2012

Tid til en øl - To Øl Mochaccino Messiah

11. Juli 2012

Mod alle odds fik vi spillet på Skansen i dag. Det regnede, da vi mødte ind og stadig da vi begyndte at klæde om, men så holdt det tørvejr under hele forestillingen. Da jeg senere knappede en øl op herhjemme, regnede det igen.

Det blev en god øl til disse temmelig mørke og kolde juliaftener – ”Mochaccino Messiah” fra bryggeriet To Øl.

Det er Tore Gynther og Tobias Emil Jensen, der står bag bryggeriet. I 2005 var de til fest på gymnasiet, hvor de sad og spyttede lidt i nogle dovne pilsnere sammen med deres lærer Mikkel Bjergsø. De blev enige om, at man skulle brygge nogle bedre øl og lånte gymnasiets kantine efter lukketid. Det blev til nogle lange og hårde nætter både for lærer og elever, men øllet blev godt.

Opmærksomme ølnørder har nok genkendt lærerens navn, for Mikkel Bjergsø har siden formået at lave noget af den bedste og mest eksperimenterende øl i verden.

Tore og Tobias flyttede produktionen ned i forældrenes kælder og bryggede videre der, og i 2010 var de klar med en øl, og lavede et samarbejde med Mikkeller.

De har lavet en lille vision – om at:

”give øllet ungdom” – det gør ikke nødvendigvis en øl bedre at den er blevet brygget i 100 år.

”aldrig i supermarked” – De vil lave det bedste øl, ikke det mest udbredte.

”have kant og nerve” – udvide folks ølforståelse, men det skal være sjovt.

På Copenhagen Beer Celebration i år præsenterede de ”Mochaccino Messiah” – en Mochaccino er en cappuccino, hvor der også er chokolade i.

Den er benævnt ”Coffee Brown Ale”. Brygget med vand, malt, flækket havre, laktose, humle, kaffe og gær. Der er brugt chokolademalt, men kaffen er ikke oplyst – ej heller humletypen.

” Mochacciono Messiah er en cadeau til den første kop spæde morgenkaffe, der fjerner søvnen fra øjenkrogen og gør dig klar til en ny dag”.

Det er en meget mørk, næsten kulsort øl med beige skum bestående af store bobler. Alkoholprocenten er på 7,0%. Den har en meget dejlig aroma, hvor kaffe, chokolade og lidt mælkepulver naturligvis gør sig gældende, men samtidig overrasker en frisk, frugtig duft, der nærmest minder om champagne. Det er ikke en stout, men en brown ale, hvilket gør den behagelig let og nem at drikke. Smagen er ristet af både malt og kaffe, men også her mødes man af en let forfriskende cider/champagnenote, der balancerer kaffen godt. Eftersmagen er mest præget at bitterheden fra kaffen. En virkelig dejlig øl, hvor kaffen kommer til sin ret uden at blive for besk.

Karakter 5



Ingen kommentarer:

Send en kommentar