Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 26. februar 2009

Tid til en øl - Achel Blond

26. Februar 2009
Jeg sidder lige og ser 1. halvleg af Aab – La Corunja og sikke en afslutning på den. Flot af Aab, men spaniernes forsvarsspil faldt da også helt fra hinanden. Lad os håbe at 2.halvleg kan forsætte sådan.
Ellers har dagen budt på en stor omvæltning for vores lille hankat, der blev håndfodret, da han var lille. Han er en meget kærlig kat og er vant til at være hos mennesker, så han er meget kælen. Men han er altså en hankat og er begyndt at jagte sin mor og sin tante. Og nu er han altså blevet kastreret, det lille myr. Han var noget slap et par timer efter han vågnede op, men nu virker han ellers frisk nok. Vi håber han bliver lidt mindre hyperaktiv og holder op med at ville slås med de andre katte.
I dag var vi også til dans efter ferien og en enkelt gang hvor vi aflyste, så vi var spændt på om vi kunne huske noget som helst. Og jo – det kunne vi heldigvis. Og vi fik sat de nye trin i Quickstep ordentligt på plads og så er det en sjov dans at danse – med fuldt fart over feltet. Nu er der desværre kun en måneds tid tilbage, men måske kan man tilkøbe et par ekstra måneders lektioner.
Denne aftens øl er atter en trappistøl fra Achel. Det er det yngste af trappistbryggerierne, men klosteret stammer helt tilbage fra 1648, hvor der blev bygget et kapel i Achel. I 1686 blev det så udvidet til en rigtigt kloster. Klosteret blev ødelagt i kølvandet på den franske revolution, men genopbygget i 1844. Det var munke fra Westmalle, der stod for det og de oprettede også et bryggeri. Den første øl  - ”Patersvatje” – blev bygget i 1852 og bryggeriet fortsatte til 1. verdenskrig, hvor munkene rømmede klosteret pga den tyske besættelse. Tyskerne brugte kobberet fra bryggeriet ( 700 kg ) til deres våbenproduktion i 1917. Efter krigen blev klosteret atter beboet og i 1998 besluttede man at brygge igen. I første omgang var det en lys og en mørk øl på 5,0%, men i 2001 sendte man en stærkere udgave på gaden af begge øl – 8.0%
”Achel Blonde” er en lys orangegylden, ufiltreret øl, der er temmelig uklar, men man kan dog skelne de fine bobler, der livligt stiger op og danner en hvidt, blødt skumlag. Man kan høre skummet knitre svagt. Duften er frisk, men samtidig har den en sødlig note. Smagen er let, med lidt orange og en fin krydret fylde. Det der dog præger smagen mest, er den udtalte sødme, der er vældig godt balanceret af en fin bitterhed. Det er virkelig en god øl
Karakter 4+
I morgen afholder jeg en belgisk ølsmagning, og da jeg ikke kunne finde alle de øl, jeg havde planlagt, er der en del på programmet, jeg ikke selv kender, så det bliver vældig spændende. Det er bla. en ”Brugse Zot” – ”Ichtegems Grand Cru” og ”Zinne Bir”. Der vil sandsynligvis komme beskrivelser af disse senere.

onsdag den 25. februar 2009

Tid til en øl - Cuvee des Trolls

25. Februar 2009
Her til aften var det tid til en lille øl. Hvorfor denne øl kun kommer i en 25 cl flaske er lidt en gåde for mig. Det plejer at være meget stærke øl, der kommer i så små flasker, men denne ”Cuvee des Trolls” er kun på 7,0%.
Cuvee betyder fad, men kan også hentyde til en blanding, og legenden hævder at denne øl er blandet af de drilagtige trolde. Og der springer da også en glad lille humletrold rundt på flasken. På deres hjemmeside skal man også klikke på forskellige trolde, for at åbne siderne. www.cuveedestrolls.com.
Dubuisson Freres blev stiftet i 1769 af Hugues og Vincent Dubuisson og har været i familens eje siden. På den lille flaske er der også en mærkat med teksten ”Belgian Family Brewers”
”Cuvee des Trolls” er en lys gylden og uklar øl med hvidt skum. Duften er præget af korn og lys malt med en anelse orangenote. Der er tilsat appelsinskal, så det er som det skal være. Den har et middel kulsyreindhold, der gør den frisk og letdrikkelig og smagen virker ren og klar uden for meget sødme. Der er en smule syrlighed og ikke særlig megen bitterhed. Alt i alt en øl, der minder mere om en lagerøl end om en overgæret øl. Ikke dårlig, men heller ikke noget specielt.
Karakter 3+

tirsdag den 24. februar 2009

Tid til en øl - Blanche de Bruxelles

24. Februar 2009
Man kan nogle gange få det indtryk, at al belgisk øl er godt, men det er ikke altid tilfældet. Der er selvfølgelig også et utal af belgiske bryggerier og de kan ikke være lige gode alle sammen. Men oftest er det jo - som med de danske bryggerier, - at visse øltyper lykkes godt og andre mindre godt. Jeg kan godt forstå, at bryggerier gerne vil have et ordentligt udvalg, men det er ikke alle der er nødvendige.
Sådan er det med aftenens øl fra Brasserie Lefebvre i Quenast i det fransktalende Belgien. Bryggeriet stammer fra 1876. jeg har tidligere beskrevet deres ”Barbar” og ”Barbar WinterBok” og det er 2 særdeles udmærkede øl, men deres witbier er ikke af samme standart.
Den hedder ”Blanche de Bruxelles” og er på 4,5%. Tilknytningen til Bruxelles vises ved at afbillede
”Manneken Pis” på etiketten, og jeg vil ikke forfalde til at drage sammenligninger mellem det og indholdet, men det er måske sigende.
Det er en witbier, brygget med 40% hvede, hvilket er med til at give det lyse, lidt hvide skær.
Den er ufiltreret og derfor helt uklar – med hvidt skum. Der er en syrlig/sød duft med noter af  banan og noget jeg ikke helt kan navngive, men det virker en smule syntetisk. Der skulle være tilsat koriander og orange, men det er svært at fornemme. Det er en meget livlig øl, der bruser fint. Smagen er lidt syrlig og også her er der præg af en kunstig, kemisk tilsætning. Det er ikke en øl, jeg synes er lykkedes særlig godt. De skal vist hellere holde sig til Barbar typerne.
Karakter 2

mandag den 23. februar 2009

Tid til en øl - Achel Bruin

23. Februar 2009
Fredagens ølsmagning er belgisk, men den bliver uden Trappisterne. De er ellers en vigtig del af belgisk ølkultur, men der er også mange andre spændende øl fra Belgien. – og så kan jeg jo afholde en speciel trappistsmagning på et senere tidspunkt.
Det er dog trappistøllene, man først og fremmest forbinder med belgisk øl og de er også utroligt gode. Der er stadig 4 øl, jeg endnu ikke har smagt ( 2 fra Achel og 2 fra La Trappe ), men i aften tager jeg hul på ”Achel Bruin”.
Klosteret ”Sint Benedictus Abdij de Achelse Kluis” ligger lige midt på grænsen mellem Belgien og Holland. Hovedindgangen ligger i Belgien og bagdøren i Holland – derfor regnes det for et belgisk bryggeri. Dette forhold førte i 1970’erne til at man åbnede et lille udsalg, hvor man solgte belgiske specialiteter som øl og chokolade. Dette har siden udviklet sig til et supermarked med et af de mest velassorterede ølbutikker i Belgien. Her kan man efter sigende få alt ( undtagen måske lige kollegerne fra Westvleterens øl ) og er man glassamler er det et rent slaraffenland. Jeg bliver nok nødt til at besøge dette sted en dag.
I 1997 besluttede man at starte på ny med at brygge øl og i 1998 sendte man så den første øl på markedet. Man havde fået hjælp til opstarten af en erfaren munk fra Westmalle – Broder Thomas, samt Broder Antoine fra Rochefort.
”Achel Bruin” er en mørk øl på 8,0%. Den er eftergæret på flaske og der er en del bundfald, der dog ikke generer mig.
Det er en mørk øl med en rubinrødt skær. Lyst skum, der føles blødt og luftigt. Aromaen er krydret og præget af blomme og alkohol. Der er stor kulsyreudvikling og det er en meget livlig øl. Alligevel fylder den godt i munden. Smagen er af mørk frugt ( sveske/rosin ) og sødlig malt, samt krydderier. Mine smagsløg kan ikke skelne alle disse indtryk fra hinanden, men der er ingen tvivl om kvaliteten. Der er en varmende fornemmelse fra alkoholen. Eftersmagen er lang og god uden synderlig meget bitterhed. De 2 erfarne drikkebrødre – Thomas og Antoine – har sammen skabt en kompleks og spændende øl, der kun overgåes af ”Achel Bruin Ekstra” på 9,5% og et par andre trappister.


søndag den 22. februar 2009

Tid til en øl - Barbar

22. Februar 2009
I dag var vi til multifødselsdag hos min bror og svigerinde. Det meste af familien har fødselsdag indenfor et par uger, og derfor holder de altid en stor fødselsdagfest for alle. Det er ikke som vi andre, der tænker : ”jo flere fester jo bedre”. Men det var hyggeligt med masser af kage og kakao og kaffe.
Næste fredag skal jeg afholde en belgisk ølsmagning på arbejdet og er ved at prøve at støve de rigtige øl op. Der er desværre et par stykker, jeg gerne ville have med, som ikke er til at opdrive her i Nordjylland – ”Blanche de Namur” og ”De Koninck”, men jeg må prøve at finde nogle andre. Det er jo en blanding mellem fest og ølsmagning, så vi er oppe på 10 øl sådan en aften.
Metro reklamerede med udsalg på belgisk specialøl i denne uge, så jeg var en smut forbi. Men der var kun 8-10 øl tilbage i kurven og kun en af hver. Den eneste øl der var flere af, var ”Cuvee des Trolls”, men det er kun 25 cl, så der var heller ikke nok. men jeg valgte et par stykker til mig selv, så jeg kunne smage noget nyt. Og så finder jeg nok øl nogle andre steder. Jeg købte 3 til smagningen hos Bisgaard i Støvring.
En af øllene fra Metro var ”Barbar” fra Brasserie Lefebvre. Jeg har tidligere beskrevet deres Vinterbok udgave ( 26 Jan 09 ). Den havde Carsten Berthelsen med til en smagning. Men det er en mørk øl. Originalen, der er fra 1996 er en lys øl på 8,0% - den type der ofte går under navnet ”stærk gylden”.Navnet Barbar er det flamske udtryk for Valkyrierne, der bragte de faldne krigere til Valhal, og vi ser da også sådan et væsen afbilledet på etiketten.
Det er en klar gylden øl med masser af bobler. Der er et hvidt skumlag af nogenlunde holdbarhed. Den er brygget på bygmalt og hvede og tilsat ekstra sukker. Duften er sødlig med noter af lys frugt, appelsin og krydderi ( koriander) . Der er tilsat honning, men ligesom i Winterbok’en mærkes det egentlig ikke. Kulsyren giver en frisk, brusende fornemmelse. Smagen er præget af frisk frugt, - lidt syrlig med pærer og æble – men også krydret og sødlig, sikkert pga honningen. Der er en udmærket bitterhed i eftersmagen ( Styrian humle ).
Karakter 4+
Faktisk en fin, frisk øl, der vil passe fint en lun forårsaften – så er spørgsmålet bare, hvor man kan få den til den tid.
De næste par dage lader jeg op til belgisk ølsmagning med et par af øllene fra Metro.

lørdag den 21. februar 2009

Tid til en øl - HP Bock / Westvleteren 8 ( blå )

21. Februar 2009
De sidste par dage er gået med besøg hos flere forskellige venner, der alle – fordi de jo kender min store interesse – har serveret spændende øl. Vi har hygget os og sludret om alt mellem himmel og jord – både noget seriøst og noget pjat – og noget om øl.
Vi lagde ud fredag aften med en Juleøl fra Jacobsen, som er blevet beskrevet tidligere, men til kyllingen kom der er ”HP Bock” fra Refsvindinge på bordet. Det er en øl, jeg første gang stiftede bekendtskab med til en sommerfest i 2007 og det er en meget fin bock. Det er brygget på pilsner- og münchnermalt og der er brugt både over- og undergær, hvilket jo er lidt specielt. Den er på 7,4% og blev brygget første gang i 2003 som en gave til tidligere brygmester Hans Poul Rasmussen – HP.  Han stiftede bryggeriet i 1885. På etiketten bliver HP dog beskrevet som Høj Prioritet.
Det er en mørkgylden øl med hvidt skum og en duft af karamel. Øllet er fyldigt, men alligevel friskt. Smagen er sødlig med karamel og der afsluttes med en svag bitterhed. Det er en bock, der passer fint i profilen, men som ikke skiller sig specielt ud.
Karakter 3+
Værten havde afholdt ølsmagning for sine kolleger et par uger før, og under arbejdet med at finde øl frem, var han blevet præsenteret for en belgisk trappist uden etiket, og han havde købt en enkelt med hjem. Allerede her var min interesse vakt, da et af verdens bedste bryggerier netop er kendt for ikke at etikere flaskerne. De kan kun kendes på kapslen. Her er selvfølgelig tale om trappistøllene fra Westvleteren. Den gule kapsel – 12,eren – har jeg beskrevet tidligere ( 29. sep 08 ) og den regnes for en af verdens bedste øl. Jeg har også smagt den grønne ( 6 ). Denne flaske var forsynet med blå kapsel ( 8 ) og den havde jeg aldrig smagt.  Vi lod den lige stå lidt, for den var en smule for kold, men til sidst måtte vi smage.
Bryggeriet er meget hemmelighedsfuldt og oplyser ikke meget om hvilke typer malt og humle der benyttes, men at det er gode sager kan der ikke herske tvivl om.
Det er en meget mørk øl på 8,0% - en dubbel. Duften er en smule sød og krydret og de samme indtryk gør sig gældende i smagen. Der afsluttes med en markant bitterhed, der er med til at balancere smagen på fineste vis. Den adskiller sig først og fremmest ved at være meget lettere en 12,eren. Alkoholen træder ikke så varmende og prikkende igennem, hvilket jeg personligt så godt kan lide. Den var faktisk stadig lidt for kold, men smagen udviklede sig og der kom flere nuancer med efterhånden som den blev lunere. Det er en stor øl, og jeg kan nemt forestille mig folk, der synes letheden passer dem bedre end den stærkere udgave, men for mig er den gule 12 stadig nr. 1
Karakter 5
I dag var vi så til fødselsdagseftermiddagskaffe med boller og kakao, men sidst på eftermiddagen kom der et par øl på bordet, bla. en ”Pale Ale” fra Vestfyen som jeg ikke kendte.
Den er brygget på pilsner-, münchener- og karamelmalt og der er brugt engelsk humle til en bitterhed på 30 IBU. Måske er det den engelske humle, der gør den lidt tung. Den letter i alt fald ikke helt. Bitterheden er udmærket, men altså en anelse kedelig.
Karakter 2+
Bagefter knappede vi en ”Abbey Ale” fra Semper Ardens serien op, og det er jo en anderledes velkomponeret øl.

onsdag den 18. februar 2009

Tid til en øl - A. Le Coq Porter

18. februar 2009
Denne vinterferie går egentlig med arbejde, men heldigvis den del af arbejdet, der også er fornøjelse, nemlig at lytte til musik. Og aflytte guitarsoloer og akkorder til forskellige numre. I dag var det ”Superior” af Tim Christensen og en guitarsolo af Yes.  Det tager jo noget tid, men jeg hygger mig gevaldigt. Min kone kom hjem efter et 3-dages besøg hos sin mor og hun havde købt revelsben med hjem til aften. Hvis man ikke ved hvad det er, kan det være at den amerikanske betegnelse ”spareribs” bliver bedre forstået. Sådan noget kød kræver en mørk øl, og jeg købte for et par dage siden en baltisk porter i Bisgaards Vinhandel i Støvring.
”A. Le Coq Porter” fra Tartu i Estland.
Albert Le Cog var en belgisk handelsmand i London i 1807, der aftappede øl og solgte det til de Rusland. Under den russisk-japanske krig forærede han stout til de russiske militærhospitaler, og fik eneretten til at levere øl fra England til Rusland. Mange russiske bryggerier begyndte dog at brygge øl i hans navn og i starten at 1900-tallet opkøbte man et bryggeri i Tartu. Under 1. verdenskrig ophørte produktionen, men den blev genoptaget i 1920. Under 2. verdenskrig forsatte produktionen og da russerne nærmede sig i 1944, begyndte man at sælge til den russiske hær for at undgå plyndring. På det tidspunkt var der kun 7000 mennesker tilbage i byen. Allerede inden krigen var bryggeriet blevet nationaliseret og omdøbt til Tartu Brewery og efter krigen blev bryggeriet et af de førende indenfor øl og læskedrikke. Efter Sovjetunionens opløsning ledte man efter udenlandske investorer og i 1997 blev det opkøbt af en finsk ølproducent. De begyndte snart at modernisere og i 1999 blev en ny serie øl lanceret under navnet ”A. Le Coq” Det viste sig hurtigt at være en succes. og bryggeriet har vundet mange priser for virksomheder.
Jeg har ikke tidligere smagt baltisk porter og ved ikke helt, hvad jeg kan forvente. Dette er en øl på 6,5% - den er undergæret og brygget på mørk karamelmalt. Farven er mørk mahognibrun og der er et kraftigt beige skum med store bobler. I duften kan man skelne ristet malt og også en svag note af lakrids. Konsistensen er mere som en tysk dunkel. Den er let drikkelig, men har dog alligevel en blød krop. Smagen minder til gengæld mere om en brown ale, selvom der er en svag tilnærmelse til mørkere øl. Også her kan der komme tydelige strejf af lakrids. Eftersmagen er mest præget af sødme.
Karakter 4
Det er ikke en øl, der minder om de engelske og amerikanske portere jeg kender. Bisgaards Vinhandel havde advaret ved at sætte et skilt op, der forklarede at det mere var en brown ale end en traditionel porter. Men jeg ved faktisk ikke om det er sådan en baltisk porter skal smage. Tilbage bliver, at jeg faktisk rigtig godt kan lide denne øl. Den er let drikkelig som de mørke tyske, men alligevel lidt sødere og fyldigere.

tirsdag den 17. februar 2009

Tid til en øl - Weltenburger Wintertraum

17. Februar 2009
Sneen ligger stadig udenfor og jeg har skrabet indkørslen fri, så noget gavn har sneskovlen gjort i år. Det er rart, når ens investeringer bliver brugt.
Der er også et snedækket landskab på aftenens øl – ”Winter-Traum” fra det bayerske bryggeri Weltenburger Kloster. Jeg har tidligere beskrevet øl herfra ( 7 aug. 08 ), da jeg havde købt nogle øl med hjem fra Tyskland i sommer. Weltenburger Klosterbryggeri er verdens ældste fra 1050. Weihenstephan i nærheden er godt nok ældre, men det fungerer ikke længere som kloster.
Det er en märzen på 5,2%. Brygget på wienermalt og tilsat tysk humle.
Det er en mørk gylden, klar øl med fine bobler og en kraftig skumhat. Duften er lidt maltet sød og minder mig svagt om nisseøl, hvilket ikke er et plus. Den bruser livlig op i munden og virker frisk. Smagen er også præget at lidt nisseøl/karamel-sødme, som ikke rigtig fænger i begyndelsen, men man vænner sig til den. Især fordi der kommer lidt balance i det med en pæn bitterhed i eftersmagen. Men det bliver aldrig min favorit øl fra Weltenburg.
Karakter 3

mandag den 16. februar 2009

Tid til en øl - Erdinger Schneeweisse

16. Februar 2009
”Schneeweisse” kan vel oversættes som Snehvid, og det er netop sådan, det har set ud heromkring i dag. Selvom der flere andre steder i landet har ligget sne i flere dage, er det først nu, det har ramt Vester Hassing. Og det er kun et tyndt lag – lige akkurat nok til små kattepoter. De har mest løbet rundt omkring huset, men vover sig dog lidt ud i sneen engang imellem.
Det er første dag i vinterferien og den er gået med afslapning og et par musikaflytninger.
Jeg var forleden i Metro og fandt et par øl, jeg ikke har set andre steder heromkring, bla. denne ”Schneeweisse” fra Erdinger. Erdinger blev grundlagt i 1885, da hvedeøllet igen blev populært. Oprindeligt var det kun kongens bryghus – ”Hofbräu”, der måtte brygge hvedeøl, men i 1872 fik Schneider som den første lov til at brygge, og hurtigt blev hvedeøllet populært. Erdinger brygger udelukkende hvedeøl. I 1960erne iværksatte man en storstilet reklamekampagne og det er nu et af de kendteste hvedeølsmærker.
I 1997 besluttede man sig til at udsende en speciel vinterøl. Den omtales som den første vinterøl i Tyskland. Ellers er det ikke mange oplysninger, jeg kan findes om denne øl. Den er brygget på sommerhvede, men modnes længe og er først klar i midten af oktober. Den har en alkoholprocent på 5,6%
Den har en farve som lyst rav med en stor hvid skumkrone. Der er en kraftig bobleudvikling og skummet knitrer lystigt. Den er ikke helt klar – der er en smule slør i, men ikke som vi kender det fra ”Weissbier mit Hefe”. Ikke særlig megen duft, men der er noter af strå, hvede og en lidt sød note af tyggegummi. Den er frisk og livlig. Smagen er temmelig neutral. Der er en kort eftersmag, der erstattes af en let bitterhed.
Karakter 3

søndag den 15. februar 2009

Tid til en øl - Zillertal Schwarzen

15.Februar 2009
Det er jubilæernes tid. I går skrev jeg om øl nr. 200 her på bloggen, og i dag indtog jeg så øl nr. 600 siden starten i sep. 2006. Det går ikke længere så hurtigt fremad, fordi jeg jo også skal gensmage nogle af de andre gode øl, jeg tidligere har smagt.
Min kone og datter har været i Østrig på vinterferie og de havde taget et par østriske øl med hjem – bla. denne øl fra bryggeriet Zillertal fra Tyrol. Jeg har tidligere smagt øl fra dette bryggeri, da min anden datter sidste år også var på skiferie i Østrig – ikke præcis samme sted, men dog i Tyrol
Og Bräuerei Zillertal er Tyrols ældste bryggeri. Det stammer fra år 1500 og brygger undergæret øl i bayersk stil. Jeg har smagt en udmærket Weissbier og en særdeles god Märzen. Det er kvalitet og godt håndværk, men ikke udfordrende og specielt, som vi ser det fra USA og Danmark.
Derfor glædede jeg mig til denne ”Schwarzen”, der er på 5,2%.
Det er en sort øl med brunligt skum, der dog har et gråt skær. Aromaen er sødlig og en smule ristet, og øllet føles blødt og fyldig, dog med en smule kulsyre. Smagen er også i den mere søde ende af skalaen i forhold til stilen, men det er en let drikkelig og venlig udgave, og sødmen er udmærket balanceret. Der er en let bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+

lørdag den 14. februar 2009

Tid til en øl - Engel Dunkel / Ultramour

14, Februar 2009
Valentinsdag – den dag, hvor kærligheden blomstrer, både i konkret og overført betydning. Min kone vendte tilbage fra en uges ferie i alperne, og jeg havde købt en smuk buket til hende, så vi var dækket ind i begge betydninger.
Legenden siger, at da Claudius II forbød romerske soldater at gifte sig, trodsede Valentin, der var præst dette dekret og fortsatte med at vie soldater. Derfor blev han sat i fængsel og senere – d. 14 feb. – halshugget. Han blev siden ophøjet til Sankt Valentin og fik i 496 sin egen helligdag. Det er dog stadig noget usikkert, hvem han egentlig var.
Det var dejlig at få familien hjem igen. Jeg havde lovet at lave aftensmad, hvilket ikke er min stærke side, men jeg havde fundet en fin opskrift i Anders Ewalds bog ” Øl og mad”.
”Andebryst med appelsin og mørk lagerøl” og det skulle jeg prøve. Jeg må sige, at opskriften ikke var særlig detaljeret og med min manglende erfaring i madlavning, var det godt at min kone kunne gennemskue, hvad der skulle gøres. Og det smagte dejligt.
Jeg havde forleden købt en ny øl i Bisgaards Vinhandel i Støvring. Han har nogle øl, jeg ikke har set i andre butikker. Denne var en ”Dunkel” fra det tyske bryggeri ”Engel” og den kunne passe godt til maden.  Bryggeriets motto passer fint til Valentinsdag. Det står skrevet på kapslen og lyder. ”Prost mein Engel”, og selvom min kone ikke drikker spiritus, er det tilpas romantisk.
Bryggeriet stammer fra 1738 og ligger i Crailsheim i Baden-Württemberg i nærheden af Stuttgart.
Denne ”Dunkel” er på 5,3% og forsynet med skruelåg, hvilket jeg kun er stødt på en gang før. Det kan jo være meget praktisk. Den er brygget på lys og mørk malt og humlet med Hallertau. Oplysningerne er temmelig få.
Det er en undergæret og ufiltreret øl, men den står alligevel helt klar i glasset med en mørk  brun farve. Skummet er kraftigt og helt lyst. Der er ikke mange bobler. Duften er af ristet malt med en sødlig note af karamel. Den er let i karakter. Smagen domineres først af ristede noter, hvorefter et strejf af sødme melder sig. Til slut overtager en god bitterhed, der hænger over i eftersmagen
Karakter 3
 
Hos Bisgaard fandt jeg også aftenens anden øl. ”Ultramour” fra det belgiske bryggeri ”Ecaussinnes”
Det er en kærligheds-øl, oprindelig brygget til kærlighedsfesten, der hvert år afholdes i byen Ecaussinnes. I 1903 besluttede Marcel Tricot at afholde ”La Gouter Matrimonial” – en ægteskabsfest, hvor unge piger og mænd kunne mødes – med ægteskab for øje.
Siden middelalderen havde det været den tradition, at en ung mand kunne plante et birketræ i sin udkårnes have d. 30 april og så kunne de mødes til 1. maj fest dagen efter. Men den tradition var ved at forsvinde, da Tricot besluttede at gøre noget ved sagen. Ved den første fest i 1903 var 6o piger indstillet på at indgå ægteskab og unge mænd blev opfordret til at stille op med tilbud. Hvor mange der rent faktisk blev gift, melder historien ikke noget om.
”Ultramour” er brygget med en tilsætning af jordbær, hindbær, kirsebær og citron. Den er på 5,0%. Den må gerne serveres temmelig kold ved en 4-5 grader. Den er overgæret og ufiltreret.
Det er en mørk øl med rødligt skær. Duften er sødlig med noter af engelsk frugtvingummi. Smagen minder overhovedet ikke om øl, men den er ikke så syrlig som så mange andre belgiske frugtøl. Den er ikke brygget på vildgær. Derfor er den utrolig sød, og kan måske virke lidt kunstig. Men jeg synes ikke, den bliver for vammelsød, man skal bare lige acceptere hele konceptet. Der er en smule bitterhed i eftersmagen. Det er nok det eneste, der minder om en øl.
Karakter 3+
Den vil virke fint som aperitif eller som ledsager til frugtdesserter.
Jeg har for nylig set, at der også er lavet en destilleret udgave af denne øl – en slags kirsebærlikør. Jeg har tidligere skrevet om deres anden øl-likør ”Ultrapres”

fredag den 13. februar 2009

Tid til en øl - Leffe 9

13. Februar 2009
Leffe 9 er den nyeste øl på markedet. Jeg ved ikke om den erstatter Vielle Cuvee, men den er i hvert fald ikke til at finde, og optræder heller ikke på deres hjemmeside.
Leffe 9 er en meget flot øl på 9,0%. Den har en flot, klar ravfarve og hvidt skum med store bobler. Der er tilsat koriander og duften minder da også lidt om en Triple. Men denne øl er ikke eftergæret på flasken og er derfor helt klar. Øller skummer lidt op i munden og smagen er sødlig med krydret smag af koriander og vanille. Alkoholen smager en smule igennem. Dette er balanceret af en temmelig høj bitterhed, der markerer sig i eftersmagen. Der må være tilsat ekstra sukker, for glasset får en lidt klistret fornemmelse. Bryggeriet sammenligner den med cognac eller whisky, men det er noget vrøvl. Det er rigtigt, at det er en efter-maden-øl, ( og det er måske det, de mener ), men der er mere dessertvin ”a la Asti” over den. Den minder om en sødlig triple eller Malheur 10.
Karakter 4+
For et par år siden – præcis d. 27, Jan 2007 – smagte jeg ”Vielle Cuvee”, der dengang var lanceret som den fineste af Leffes øl. Gammel årgang – altså en øl der havde lagret længere.
Det var en mørkere øl på 8,2% med hvidt skum. Den var fyldig og kraftig med noter af mørk frugt, men også her var alkoholen ikke så godt skjult. Den gav en prikkende og lidt skarp fornemmelse. Der var en kortvarig bitterhed til sidst.
Dengang gav jeg den karakter 4.
Jeg ved ikke, om denne øl stadig kan fås, men den er ikke i de butikker, der førhen havde den. Det er underligt, hvis den er væk, for så mangler der en stærk, mørk klosterøl i sortimentet.

torsdag den 12. februar 2009

Tid til en øl - Leffe Radieuse

12. Februar 2009
I dag sluttede aftenen ikke med dans som den plejer, men derimod med et møde, som nok var vigtigt, men ikke så sjovt. Men da min kone er i Østrig på skiferie havde jeg alligevel ingen at danse med, så det var ikke helt spildt. Der blev serveret pizza og rødvin til mødet, men det har jeg ikke megen forstand på. Så jeg vil skynde mig til aftenens øl, der ventede herhjemme, selvom det blev sent. Det er alligevel ikke en madøl.
Klosteret Leffe blev som sagt grundlagt i 1152, men de første skriftlige beviser for et bryggeri stammer fra 1240. Det har som så mange andre klosterbryggerier i Europa gennemgået en masse forandringer og perioder, hvor det var lukket. Værst var det i 1400-tallet. Først blev klosteret ramt af pest, der dræbte abbeden og flere af brødrene. En ny abbed kom til, men han druknede i en kæmpe oversvømmelse i 1460. Munkene reddede sig ved at søge tilflugt i klokketårnet, hvor vandet ikke kunne nå dem. Allerede i 1466 var den gal igen. Denne gang blev byen Dinant og Leffeklosteret brændt ned af Charles den Tapre, fordi greven af Dinant havde fornærmet Charles’ moder ( eller noget i den retning ). Og den slags kan jo ikke gå upåagtet hen.
Så var der to fredelige århundreder, hvor klosteret blomstrede, men i 1735 blev det pålagt, at man skulle huse nogle ungarske lejesoldater – husarer, og de plyndrede og ødelagde store dele af klosteret. Efter den franske revolution blev klosteret lukket og dets gods lagt ind under staten. Dermed ophørte bryggeriet også at eksistere.
Først i 1952 blev licens aftalen mellem klosteret og en lokal brygmester årsag til, af Leffeøllet igen kunne produceres. I 1937 blev klosteret erklæret fredet og udnævnt til ”historisk bygning”.
”Leffe Radieuse” er en øl på 8,2%. Navnet betyder strålende og hentyder nok til den flotte, klare glød i øllet. Det har et udpræget rødligt skær. Den er brygget på bygmalt, majs og humle(?). Dertil er sat en blanding af koriander, curacaoappelsin og farin.
Duften er en anelse skarp med en æbleagtig syrlighed, alkohol og måske lidt sød melon. Øllet fylder fint i munden. Smagen er af syrlig frugt, men afsluttes af et pludseligt strejf af sødme inden bitterheden tager over. Eftersmagen er overvejende bitter ( 30 IBU )
Jeg har svært ved at fornemme koriander og appelsin i denne øl, men måske er koriander med til at give det lidt skarpe præg. Den er helt klart anderledes end de andre Leffe øl.
Karakter 4
I Michael Jacksons bog ”Beer” anbefales denne øl til ost.

onsdag den 11. februar 2009

Tid til en øl - Leffe Triple

11. Februar 2009
Leffe er ejet af det store bryggeri InBev og er et af de mere kommercilelle belgiske ølmærker. Det giver sig bla. udslag i en flot og indbydende hjemmeside – www.leffe.com , hvor man i den gamle krypt, - under de flotte hvælvinger - kan gå på opdagelse i Leffes historie, spille et spil Leffeskak for 4 deltagere og medvirke i en virtuel ølsmagning, hvor mestersmageren fortæller og tester ens viden om øllene. Vældig flot og interessant, men det har intet med virkeligheden at gøre, da bryggeriet ikke længere har noget med klosteret at gøre. Men prøv at besøge siden. Det er en af de flottere ølhjemmesider.
Leffeøllene blev oprindeligt brygget i Mont-Saint-Guibert, indtil bryggeriet blev lukket af InBev. Nu brygges de fleste på Stella Artois’ bryggeri i Leuven. – undtagen aftenens øl, der bliver brygget på Hoegaarden. Her har man faciliteterne til at eftergære på flasken, og det er tilfældet for Leffe Triple.
Leffe Triple er en øl på 8,4% og den er brygget på bygmalt, hvedemalt og ekstra rørsukker. Der er brugt britisk og kontinental humle, men det oplyses ikke hvilke. Det virker som om bitterheden er højere end i de andre.
Der er en gylden, ufiltreret øl med et orange skær. Der er gær, der svæver fornøjet rundt i glasset og efter noget tid synker ned som bundfald. Hæld forsigtigt, hvis det er et problem. Duften er præget af blomme og appelsin. Øllet føles friskt, men giver alligevel en varmende fornemmelse til sidst. Smagen er sød med lidt karamel og blomme, men humlen balancerer det fint. I eftersmagen træder bitterheden mere frem.
Karakter 4

tirsdag den 10. februar 2009

Tid til en øl - Leffe Bruin

10. Februar 2009
Øllene fra Leffe kommer i mange forskellige størrelser. På billedet ses den lille enkeltmandsøl på 33 cl, samt den store 3 liters flaske, som var en af øllene, da jeg holdt 50 års fødselsdag i sin tid. Derudover findes der også en 75 cl flaske, som fås i de fleste supermarkeder. Man kan i hvert fald få både Leffe Blond og Leffe Bruin i disse flaskestørrelser.
Leffe Bruin smagte jeg første gang, da min far serverede den til en frokost, og jeg kunne med det samme lide den.
Den er brygget på en blanding af ristet og uristet bygmalt, hvilket er med til dels at give farve – dels at den føles så let, som den gør. Jeg kan ikke finde oplysninger om humletyper, men den minder en del om Blond’en, så det er nok noget i samme retning.
Det er en mørk øl på 6,5% og den har en svagt rødligt skær i lyset. Skummet er svagt, hvilket undrer mig en del. Det har en offwhite, beige nuance. Duften er præget af ristet malt, samt lidt nellikenote. Det føles lettere i munden end jeg husker den. Smagen er god og ret fyldig med lidt sødme fra karamel. Bitterheden er også her med for at balancere, ikke for at dominere. Men den kan godt fornemmes i eftersmagen.
Det er en øl, der på mig virker mere stabil end Blond’en som man aldrig helt ved, hvor man har. Det kan måske virke mere kedeligt, men det er en udmærket øl.
Karakter 4

mandag den 9. februar 2009

Tid til en øl - Leffe blonde

9. Februar 2009
Denne uge er helliget øllene fra Leffe. Der er 5 øl i sortimentet – i alt fald det jeg kunne finde.
”Blond” – ”Bruin” – ”Triple” – ”Radieuse” og ”9o”. Tidligere har jeg også smagt en ”Vielle Cuvee”, men den har jeg ikke set i lang tid, og den er måske røget ud til fordel for 9-eren. Jeg har lige købt mig et Leffe-glas, når nu jeg skulle smage dem alle. Det er et flot pokallignende glas på en høj stilk.
Klosteret i Leffe blev grundlagt i 1152, men selv om der på flasken står Abbaye de Leffe, bliver der ikke mere brygget på selve klosteret. Leffeklosteret var det første til at lave en licensaftale med en kommerciel brygger. Dette skete i 1952 og var grundet dårlig økonomi. På etiketten står der Leffe 1240, hvilket sikkert er det år, man startede bryggeriet.
Klosteret ligger i Namur ved Meusefloden og tilhørte Præmonstratenserne. Det har altså aldrig været et Trappistkloster. Disse licensbryggede øl benævnes ”Abbey Ale” ( klosterøl)
”Leffe Blond” var en af de øl, der førte an i den første bølge af udenlandsk specialøl, der nåede Danmark, og derfor er det en velkendt øl for mange, og den kan fås på mange cafeer og værtshuse.
Det er en øl på 6,6%, brygget på bygmalt specielt fremstillet til Leffe. Der tilsættes humletyperne ”Pride of Ringwood” og ”Target” og bitterhedsniveauet er på 25 IBU.
Det er en flot klar rødgylden farve og kan minde lidt om æblemost, hvis ikke det var for det hvide skum på toppen. Duften er parfumeret med strejf af banan og nelliker. Det er en meget livlig og sprudlende øl. Smagen er fyldig og kan også virke lige lovlig parfumeret. Den er krydret og også her træder sød frugt og lidt vanilje frem. Eftersmagen er let bitter, men ikke i en grad, man kunne forvente med 25 IBU. Bitterheden er der kun for at balancere indtrykket.
Det er en øl, jeg ikke helt kan blive klog på. Til tider synes jeg, den er frisk – og andre gange er den nærmest vammel parfumeret. Det afhænger vist lidt af mit humør og måske også øllets temperatur. Jeg foretrækker den afkølet, så indtrykkene bliver holdt lidt i ave. Her til aften fungerede den vældig fint. Det kan selvfølgelig også skyldes, at den blev drukket af et rigtigt Leffe-glas
Karakter 3+

søndag den 8. februar 2009

Tid til en øl - Mikkeller/Stone/AleSmith Triple

8. Februar 2009
Mikkel Bjergsø er en af Danmarks mest eksperimenterende bryggere, og han er meget inspireret af den amerikanske stil, hvor alle grænser udforskes. Han har ved flere lejligheder samarbejdet med bryggere fra andre lande – bryggere der har været til inspiration eller som har haft de samme målsætninger med øllet. Det har været ”De Struise” fra Belgien og ”Three Floyds” fra USA. Bryggerier der har manifesteret sig i toppen af verdensranglisten. I foråret 2008 blev et nyt samarbejde indledt i San Diego, Californien. Her er der 2 berømte bryggerier: ”AleSmith Brewery” og ”Stone Brewery”
”AleSmith” blev grundlagt i 1995, men blev i 2002 overtaget af Peter Zien, der er det eneste medlem fra San Diego i BJCP ( Beer Judge Certification Program ). En amerikansk uddannelse og organisation af øldommere.
”Stone” stammer fra 1996 og ligger i Escondido, San Diego, og det er her aftenens øl er brygget. De 3 bryggerier må nødvendigvis brygge en triple, - en belgisk øltype, der dog her får sit helt specielle udtryk. På etiketten afspejles det med en triangel.
Det er en flot, klar gylden øl på 8,7%. Der er ikke mange bobler og skummet er da også meget kortvarigt. Duften er præget af amerikansk humle, der giver meget citrus, men man aner også lidt ferskenduft. Den føles lidt skarp i munden . Smagen åbner som en belgisk triple med strejf af fersken, men overtages hurtigt af citrusen fra humlen. Der er en humlet, bitter eftersmag. Alkoholen mærkes efterfølgende som en let prikken  på læber og tunge.
Det er en øl, der er mere amerikansk end belgisk, fordi humlen trænger så tydeligt igennem. Som type virker det ikke, men det er sikkert heller ikke meningen. Det er et forsøg på at lave et personligt udtryk, der viser de tre bryggeriers fælles interessefelt – humlet øl. Og den er alligevel i fin balance.
Karakter 4+

fredag den 6. februar 2009

Tid til en øl - Black Albert

6. Februar 2009
I dag har jeg sendt min kone og datter, samt hendes kæreste på skiferie i Østrig. I det skiområde der hedder ”Wilder Kaiser”. Den 2 unge skal stå på snowboard ( han er helt begynder ) og min kone glæder sig til at strikke og gå ture, Hun skal ikke ud på pisterne. Det er et af Østrigs største skiområder, så jeg håber ikke de farer vild. Jeg håber derimod de får noget at det dejlige solskinsvejr, man altid snakker om, når det handler om skiferie i alperne.
Og hvad skal jeg så lave – ja… Jeg skal såmænd bare passe mit arbejde og måske drikke en par øl som jeg plejer, men det er jo også altid hyggeligt.
Her til aften fandt jeg en ny øl frem fra De Struise i Belgien. Jeg har tidligere skrevet om deres ”Pannepot” ( 23 jan 09 ) og juleøllen ”Tsjeeses” ( 22 dec 08 ), men denne øl er er forsøg på at lave en helt ny øltype – ”Belgian Royal Stout” Derfor er den opkaldt efter Kong Albert af Belgien, og da den er sortere end en stout hedder den altså ”Black Albert”.
Chris Lively er ejer af ”Ebenezer’s Pub” i Lowell, Maine, USA. Den er ofte udnævnt til verdens bedste pub, og de afholder hvert år en Belgisk ølfestival. I april 2007 kontaktede han de 3 bryggere fra De Struise, og spurgte om de ville lave en øl til den 3. årlige belgiske festival, og de lavede så denne nye øltype.
Belgisk øl er jo ofte temmeligt stærkt, så denne Royal Stout matcher fint med sin 13,0% alkohol. Den er brygget på belgiske ingredienser.
Den ligner en Stout. Det er en sort øl med lysebrunt skum. Aromaen er præget af alkoholen og minder mere om en Barley Wine end en Stout, da der også blander sig lidt frugtige noter i duften. Den føles lidt olieagtig i munden, men fyldig og læberne bliver en smule følelsesløse. Smagen er mere stoutagtig med meget ristet smag. Men man kan svagt ane den belgiske gærs indflydelse på smagen. Til slut tager humlebitterheden over ( 100 IBU ), hvilket også præger eftersmagen sammen  med den ristede smag.
Det er altså en blanding af noget engelsk stout ( ristet malt ), noget belgisk ( gær-estere ) og noget amerikansk ( kraftig humlebitterhed ), og da den er lavet til det amerikanske marked, passer den sikkert fint. Jeg synes bitterheden trænger sig lidt for meget på og den lækre belgiske gær får ikke lov at udvikle sig, så den fanger mig ikke slet så meget som de forrige dages Stouts. Alkoholen er også lidt for dominerende til, at det rigtig er behageligt.
Karakter 4
Bryggeriet anbefaler at man nyder denne øl, mens man lytter til den belgiske nationalhymne.
Alle øl fra De Struise kan købes i Ølkonsortiet i Aalborg.

torsdag den 5. februar 2009

Tid til en øl - Nørrebro La Granja Stout

5. Februar 2009
Her efter danselektionen ( hvor vi fik genopfrisket nogle quickstep trin, vi ikke kunne huske – og som vi nærmest har ligget vågne om natten for at komme i tanke om ) glædede jeg mig til at åbne en flaske stout fra Nørrebro Bryghus. Nørrebro er et relativ nyt bekendtskab for mig, og jeg er hver gang blevet glædeligt overrasket over deres øl. Eller rettere – jeg bliver ikke så overrasket mere. Denne stout skulle have været afslutningen på en ølsmagning i Hals, som jeg skulle have holdt for Ølkonsortiet, men som desværre blev aflyst - og det var synd for dem. For det er en ualmindelig dejlig stout.
La Granja betyder ”Farmen” på spansk, men hvad det lige hentyder til ved jeg ikke. Der er et par berømte huse, der hedder La Granja ( bla. på Mallorca ) men om det har nogen relation til dem  oplyses ikke nogen steder.
Det er en Sweet Stout på 7,5%. Der er brygget på bygmalt og havre og tilsat økologisk single Estate kaffe samt muscovadosukker. Humletypen oplyses ikke, men bitterheden er ikke fremtrædende.
Det er en sort øl med et blødt brunligt skumlag, der forsvinder efter et stykke tid. Der er lyd i skummet, der knitrer muntert – det er ikke så tit at høresansen får lov at være med. Duften er sød og domineret af ristet malt, kaffe og chokolade. Mundfølelsen er yderst let og prikkende, men alligevel fylder øllet godt. Smagen er sød og meget fyldig. Kaffen trænger ikke igennem, men jeg fornemmer chokolade og til sidst et strejf af lakrids. Meget behagelig smag ( hvis man er til søde sager ). Eftersmagen er kraftig, men ikke særlig bitter.
Karakter 5

onsdag den 4. februar 2009

Tid til en øl - Hercule Stout

4. Februar 2009
Kan du nævne 5 berømte belgiere? Dette spørgsmål læste jeg forleden dag, og jeg kan med skam at melde vist kun nævne en – nemlig Herge, der tegner Tintin.
Kan du nævne 5 berømte belgiske øl? Ja se, det er jo meget nemmere.
Men der er faktisk et navn, der falder i begge kategorier ( selvom det er en fiktiv person ). Der er selvfølgelig tale om Hercule Poirot, den berømte detektiv. Vi hygger os med at se tv-udsendelserne om de spidsfindige mysterier og hans små grå celler opklarer jo altid sagen. Hercule Poirot er stolt af at være belgier og lægger ikke skjul på det. Derfor er det passende at en af Belgiens få stouts er opkaldt efter ham. Stout betyder jo netop stolt.
Det er en øl fra bryggeriet Ellezelloise, der betyder ”Heksenes Bryggeri”. Dette bryggeri blev grundlagt i 1993 og er altså et af de nye bryggerier. Deres første øl hed ”Quintine” opkaldt efter sagnet om en lokal heks. Bryggeriet fussionerede i 2007 med ”Giganternes Bryggeri” ( som tidligere er omtalt på disse sider ) og de kaldes tilsammen ”Legendernes Bryggeri”.
”Hercule Stout” er på 9,0% og har den berømte detektivs kontrafej på etikketten. Flasken er lukket med patentprop. Alle Ellezelloises øl er brygget på malt, vand, gær og humle. Der er altså ikke tilsat yderligere ingredienser. Den er lagret på tyske egetræfade.
Det er en mørk øl, der hvis lyset falder rigtigt kan have et rødligt strejf. Skummet er lysebrunt og føles blødt. I duften fornemmes ristet malt og også lidt alkohol. Der er også noter af krydderi. Øllet føles meget let i munden med en lidt sprudlende karakter. Smagen er ristet med noter af lakrids og minder noget om en stout, men dette indtryk erstattes af noget der minder om en mørk trappist. Det er en kompleks og spændende øl og i hvert fald ikke en stout, som vi kender det fra USA og England. Men en sjov blanding.
Karakter 5
Jeg har tidligere i et indlæg i Nordjyske Stiftstidende foreslået denne øl som en sommerøl til at nyde ved solnedgang på terrassen. Det mener jeg stadig, fordi den trods dens fylde har en let drikkelighed. Men det er en øl, der med glæde kan drikkes hele året rundt og efter et par dage med lidt tvivlsomme eksperimenter, er det rart at slappe af med en god gammel kending.

tirsdag den 3. februar 2009

Tid til en øl - Nøgne Ø Klin Kokos

3. Februar 2009
Klin Kokos er norsk slang for ”Han er Gal” og det var da også den lidt særprægede tilsætning af kokos, der tirrede mig og fik mig til at købe denne øl. Nogle gange går det godt, andre gange mindre godt. Også når bryggerierne tilsætter sære ting til øllet. Kardemomme, ingefær, og lavendel er nok de mest specielle, jeg har smagt tidligere.
Bryggeriet skriver, at de kan så godt lide kokos, og kokospalme vokser jo ofte på en Nøgen Ø ( i alt fald i vittighedstegninger ). Derfor har de brygget denne øl, som anbefales ”når du vil slå dig løs”
Det er en meget mørk øl på 6,0%. Skummet er lysebrunt med fine bobler, der hurtigt forsvinder. Jeg er lidt i tvivl om øltypen her ( udover specialøl ), men hælder nok mest til noget tysk dunkel.
Når man hælder kokosmælken fra en kokosnød, kan den godt have en lidt sur/sød smag og duft, som jeg synes kan være lidt dårlig. Dette fornemmes desværre i duften, der også rummer ristede noter. Man er dog ikke i tvivl om tilsætningen af kokos. Øllet føles let i munden og er i starten en smule prikkende. Den lidt sure smag af gammel kokos trænger sig desværre på og først til allersidst runder den og bliver mere behagelig og sød. Nogen favoritøl bliver den vist ikke, men den får et halv point ekstra for mod og fordi det er sjovt at prøve disse forsøgsøl.
Karakter 1+
Som man kan se på billedet var katten – ”Poeme” – mere interesseret i øllen end jeg var.

mandag den 2. februar 2009

Tid til en øl - Lindholm Høje Øl

2. februar 2009
LIBDHOLM HOJE OL  
I dag er det kyndelmisse – lysmesse, hvor man tænder lyset for nu er vinteren på sit højeste. Og jeg skal da love for at det har været koldt i dag. Nok mest fordi det blæste. Der var lysgudstjeneste i kirken, men uden min deltagelse. Jeg skal kun medvirke i weekenden.
Jeg har til gengæld brugt det meste af dagen til et visionsmøde, hvor vi skulle mødes med vores kolleger på byens anden musikskole, for at visionere en fælles fremtid. Aalborgs 2 musikskoler skal slås sammen til en, og det vil blive landets største. Mødet forløb i en positiv ånd og det var mange gode indslag og debatter. Snakken gik heldigvis påfaldende let. Mødet fandt sted på Lindholm Høje museum.
Lindholm Høje fik d. 3 sep. 2008 et helt nyt udstillingsområde , og der var en stor indvielse hvor dronningen var til stede. Til den lejlighed havde man i samarbejde med Søgaards Bryghus brygget en vikingeøl – ”Lindholm Høje Øl”.  
Det er naturligvis en øl efter historiske opskrifter, hvor der ikke er brugt humle, men derimod porse som bitterhedsskaber. Øllet er desuden tilsat lynghonning. Man har dog ikke spontangæret øllet. Det ville nok være for usikkert.
Det er en gylden øl med orange skær og en hel del slør. Skummet er hvidt og en hel masse små bobler stiger livligt op til overfladen. Skummet er dog ikke langtidsholdbart. Alkoholprocenten er på 5,5%. Duften er først og fremmest præget af honning. Øllet føles livligt og lidt skarpt i munden. Smagen er lidt sur/syrlig med dominans af lynghonning og en slutning med en udpræget syrlig note. Honningens sødme fornemmes ikke i smagen. Eftersmagen er en anelse bitter, men også her er syrligheden tydelig.
Jeg ved ikke om jeg er særlig vildt med denne smag af lynghonning, men hele ideen er jo at lave en historisk øl, og ikke en efterligning af en velkendt type. Jeg synes bare ikke så godt om smagen, der er en smule besk.
Karakter 3

søndag den 1. februar 2009

Tid til en øl - Avery Der Kaiser

1. Februar 2009
I dag var der ikke nogen gudstjeneste, fordi den er flyttet til i morgen aften, hvor det er kyndelmisse. Så formiddagen gik med et besøg hos mine forældre og et møde, så det blev drukket meget kaffe. Her til aften kom min datter og svigersøn på besøg, og vi fik derfor en helstegt kylling til aften.
Jeg havde fundet ”Der Kaiser” frem fra hylden. Det er bryggeriet Avery, der har lanceret en serie med herskere. ”The Czar” ( Russian Imperial Stout ) – ”The Maharaja” ( India Pale Ale ) – ”Der Kaiser” ( Imperial Oktoberfest lager ). Den sidste typebetegnelse er vist noget Avery selv har fundet på, men den dækker denne øl godt. Alle 3 øl er store og fyldige, med masser af kræfter og er helt klart konger værdige.
Den tyske Kejser Wilhelm I, sagde: ”Giv mig en kvinde, der elsker øl og jeg skal erobre verden” Bryggeriet påstår, at havde Wilhelm haft denne øl, havde vi alle talt tysk i dag.
Avery er et bryggeri i Boulder, Colorado. Det blev oprettet i 1993, og laver efter min mening fremragende øl.
”Der Kaiser” er brygget på Wiener- og Münchenermalt. Oktoberfestbier er oprindeligt en videreudvikling af Wienerøllet fra 1841. Den første Oktoberfestbier blev brygget på Spaten i starten af 1870erne. Der er brugt overvejende tysk humletyper – Magnum, Tettnanger og Hallertau, samt Sterling, der er det amerikanske svar på Saaz. Det er en beskeden bitterhed på 24 IBU. Alle ingredienser er tilsat med rund hånd og alkoholprocenten er røget op på 9,3%
Det er en kobberfarvet / blommefarvet øl, der er uklar og haft en lys skumtop med et svagt orange skær. Der er en fin duft af malt og sød frugt. Øllet er blødt og behageligt, men ikke dovent. Smagen er sød med noter af frugt, bla blomme og sveske og måske lidt abrikos, men der er øgså en skarp note fra humlen selvom bitterheden ikke er så høj. Bitterheden i eftersmagen balancerer oplevelsen på allerbedste vis.
Det kan være lidt svært at genkende en Oktoberfestbier i denne øl, Måske mere som en dobbeltbock, men noterne er så frugtige, at det minder mere om en overgæret øl. Men hvad pokker gør det. Det er en dejlig helstøbt øl.
Karakter 5
Det er en øl, der desværre er lidt svært at få fat på. Jeg købte den i Ølkonsortiet, hvor der stadig er et par stykker tilbage, men derefter holder den en lille pause på hylderne. Jeg vil helt klart anbefale at denne pause ikke bliver for lang.