Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 30. september 2008

Tid til en øl - Verboden Vrucht

30. September 2008
Så er kampen mellem Aab og Manchester United slut og med forventet sejr til Manchester: 0 -3.
Det var også en stor mundfuld for Aab, der dog i perioder viste fint spil og i hvert fald vilje til angreb. Det kniber lidt med afslutningerne og også lidt med præcisionen i de lange afleveringer. Til gengæld så vi jo fremragende målmandsspil fra Karim Zaza. Jeg synes godt, Aab kunne være kampen bekendt, men det var ikke nødvendigt ligefrem at forære englænderne det andet mål. Stakkels fyr, han græmmer sig sikkert enormt.

Når man ser fodbold, er det også tid til en øl. På stadion skal der nok en fadbamse fra Tuborg til, men når man sidder hjemme i stuen, kan man godt finde en specialøl frem. I dag faldt valget på ”Verboden Vrucht” fra Hoegaarden.
Det er en mørk stærk øl på 8,5%, og den passer ikke særlig godt til mad, men er god for sig selv. f.eks til fodbold.
Etiketten har givet store problemer i USA. I New England staterne var den i langt tid forbudt og det er den stadig i Connecticut. Det er en stat, hvor udøver censur på temmelig mange øl, pga etiketter.
Maleriet på etiketten er en gengivelse af Rubens’ maleri fra 1598 – ”Adam og Eva i Paradisets Have”, men i stedet for æblet overrækker Adam et skummende glas øl til Eva. - ”Den forbudte frugt”
Det blev for meget for de puritanske amerikanere – dels er der 2 nøgne mennesker på billedet, og det er jo en direkte opfordring til synd. Forbudet og debatten i Connecticut førte naturligvis til at ”Verboden Vrucht” er den belgiske øl, der sælger bedst i det nordøstlige USA.

Den er brygget på pilsnermalt, lidt hvedemalt og ristet malt for at give den mørke farve. Derudover er den krydret med koriander og Curacao appelsinskal. Gæringen tager en uge og derefter lagres den i en måned, inden den pasteuriseres. Der fyldes ekstra levende gær på, inden den tappes på flaske.

Øllet ser lidt mørkt ud, indtil det holdes op i lyset, så virker det nærmest uklart orange. Der er en del bundfald, der svæver rundt i øllet. Skummet er lyst og føles meget blødt. Der er en tydelig bobleudvikling i øllet. Duften er svag og virker let syrlig, måske med lidt jord. Allerede fra det øjeblik øllet rammer læberne, føles det meget livligt – kulsyren, syrligheden og alkoholen hjælper alle til at give en prikkende fornemmelse i munden. Derefter er det, som om den skummer lidt op og bliver meget blød, men stadig med syrlighed. Der er en fin fylde i smagen, der både er maltet og syrlig på samme tid. Man fornemmer svagt koriander og orange. Eftersmagen er meget lang og både syrlig og lidt krydret, og man sidder tilbage med en prikkende, lidt bedøvende fornemmelse. Karakter 4+

Sidste efterår ville jeg have denne øl med til efterårsølsmagningen, men der kunne den ikke fremskaffes i Aalborg og omegn. Heldigvis er den atter dukket op i Ølkonsortiet. Så der er igen mulighed for at nyde livets frugter ( også de forbudte ) her i høsttiden.

mandag den 29. september 2008

Tid til en øl - Westvleteren 12 ( Gul kapsel )

29. September 2008
I dag holder min ølinteresse 2 års jubilæum. Den 29. September 2006 samlede jeg vennerne til den ølsmagning, der i den grad ændrede mit syn på øl. Inden da kendte jeg til Carlsberg HOF og Grøn Tuborg og havde en overgang været glad for Faxe Fad. Min kone var begyndt at bringe engelske ales hjem fra købmanden ( hun drikker ikke selv ) for at jeg kunne smage dem. De var da gode, men jeg reflekterede ikke nærmere over dem.
Kvinderne havde startet en strikkeklub, så vi mænd startede en drikkeklub, men der var ikke så megen gang i den. Vi havde en spændende tur til Whiskysmagning ( Speyside ) og et besøg på Søgaards Bryghus, men det vækkede ikke ølhunden. Jeg forstod stadig ikke over- og undergæret.

Ideen var at lave en hyggeaften over et interessant emne, og da jeg ikke vidste noget om øl, fik jeg Vinspecialisten i Aalborg til at hjælpe. Og de satte gerne en ølmenu sammen. De anbefalede 10 cl af hver øl, men jeg synes, vi skulle have en hel af hver, og det viste sig selvfølgelig at være alt alt for meget. Men vi fik det dog drukket.
Hver deltager skulle fremlægge lidt om en øl, og jeg søgte for mig selv på nettet om alle øllene, da jeg jo havde kendskab til, hvilke vi skulle have. Og jeg blev forundret over det enorme univers af Russian Imperial Stout, India Pale Ale, Schwarzbier, DobbeltBock og Trappistøl. Jeg kendte ikke til noget af det, men fik jo en del at smage, og det ændrede mit syn på øl.
I den efterfølgende tid søgte jeg alt om øl – i bøger og på nettet, og prøvede at få smagt nye øl. Der kom dog først rigtig skred i det, da juleøllene kom i handlen. Jeg skrev ned, lavede lister og bedømmelser og prøvede i det hele taget at lære så meget som muligt.

Og hvordan er de 2 år så gået. Jeg har fået afholdt omkring 15 ølsmagninger i alt, været til 2 ølfestivals og smagt 506 forskellige øl.
Når jeg kigger på tallet, synes jeg godt nok, det ser ud af mange øl, men jeg undskylder mig med, at det jo ofte er små 5 og 10 cl smagsprøver. Og når vi mødes til middag med vennerne deler vi jo gerne øllene, så det ikke bliver så stort et kvantum.
Jeg har ikke drukket nogle af disse øl med det formål at blive fuld, men for at smage forskellige øl. At jeg så ofte bliver lidt bedugget er jo en af de bivirkninger, jeg bliver nødt til at affinde mig med ved dette emne. :-)

Hvordan skal sådan et jubilæum så fejres? Hvilken øl skal man vælge?
Da jeg i sin tid startede med at læse om øl, var jeg mest interesseret i Trappistøllene. Og der var en bestemt øl, der ofte blev nævnt som verdens bedste – ”Westvleteren 12”
Klosteret i Westvleteren er meget tillukket. Det er ikke muligt at få adgang til klosteret. Munkene eksporterer ikke deres øl, men sælger det ved en luge i klosteret. Og man må ringe i forvejen for at høre, om de overhovedet har noget øl.
De sælger kun til privat forbrug, og man må love ikke at sælge det videre. Jeg håber dog, Herrens velsignelse stadig hviler over øllet, selvom det bud i dette tilfælde er blevet overtrådt. Da munkene bekendtgjorde, at man kun kunne købe en kasse af gangen, blev der trafikkaos den sidste weekend, inden det trådte i kraft, og politiet måtte ud og dirigere færdselen.
Munkene brygger kun en lille mængde øl, men kunne nemt få afsat meget mere. Det vil de imidlertid ikke, for som de siger : ”Vi er ikke bryggere – vi er munke. Vi brygger øl, for at kunne blive ved med at være munke”.

Man begyndte at brygge i 1838 og man brygger 3 øl.
”Westvleteren blond” ( grøn kapsel ) - 5.8%
”Westvleteren 8” ( blå kapsel ) – 8,0%
” Westvleteren 12” ( gul kapsel ) – 10,8%

Det er denne sidste, der ofte bliver kåret som verdens bedste øl. Jeg havde aldrig troet, jeg ville få den at smage. Men en dag så jeg den i Ølkonsortiet og tænkte, at den måtte jeg simpelthen smage. Det var måske ”once in a lifetime”.
Det er forkert at sige, at jeg blev skuffet, for det var en fantastisk øl, men den var ikke så fyldig som Rochefort, og den var mere humlet.
For en måneds tid siden så jeg den atter i Ølkonsortiet, hvor den stod og lyste med sin gule kapsel. Den virkede nærmest magnetisk, og mit forhold til humle har jo ændret sig, så jeg måtte lige prøve at smage igen.
Den bliver brygget på pilsner og pale ale malt og humlet med Northern Brewer ( 25 IBU ). Første  gæring varer 4-6 dage i åbne kar, anden gæring 6 uger og så lagres øllet i yderligere 6 uger.

Og hvordan smager den så nu?
Jeg  knapper den gule kapsel af. Hælder op i mit gamle Orval glas ( det er det nærmeste jeg kan komme ). …… Farven er mørk brun med et rødlig skær og skummet beige til lysebrunt. Det forsvinder ret hurtigt pga alkoholen, men bliver hængende lidt på glassets sider. Duften er vinøs og kraftig, og fornemmelsen i munden er lidt prikkende af kulsyre og alkohol. Smagen er meget fyldig med fine nuancer. Jeg synes, jeg kan ane lidt chokolade og karamel, og måske en smule lakrids i slutningen. Eftersmagen er behagelig bitter ( 25 IBU er jo ikke meget ) og en smule krydret. Alkoholen virker en smule bedøvende i munden, hvilket jeg personligt vældig godt kan lide.

En virkelig dejlig øl, som jeg holder mere af end sidst. Men er den bedre end Rochefort?
Tja, de er lidt forskellige, så det er svært at sige. Jeg tror, jeg vil lade spørgsmålet stå uafklaret. Så jeg bliver nok desværre nødt til at teste begge øl igen ved en senere lejlighed.

Denne type øl betegnes ofte som meditationsøl. Det er dejligt, at have fundet et alternativ til urtete og duftlys. Så nu tror jeg, jeg vil sige godnat og sætte mig i et roligt hjørne og lade tankerne dvæle ved de mange gode øloplevelser i de sidste 2 år.
Skål.

søndag den 28. september 2008

Tid til en øl - Kastanie Ale / Den Gode

28. September 2008
Da jeg i sin tid afholdt den første ølsmagning på arbejdet, var det for at lave en mandeaften med kollegerne. Mændene havde aldrig været samlet før, men nu var der et interessant emne, vi kunne snakke ud fra. Og selvfølgelig fik vi diskuteret og sludret om løst og fast, ind imellem vi debaterede øllene. Det var en rigtig god aften. Denne første smagning foregik i januar, og jeg foreslog så, at vi kunne afholde en forårssmagning i maj. Men det kunne der ikke være tale om – det var alt for lang tid at vente, så vi afholdt en smagning allerede i marts. Og så er det gået stille og roligt med ølsmagning ca. hver 2, måned siden. ( i undervisningssæsonen ). Det er efterhånden blevet til 8 ølsmagninger, hvor vi hver gang har været 8-9 personer. Det er ikke altid de samme, der kommer, men der er pæn stabilitet.

Det er som sagt ikke ølsmagninger efter bogen. Vi plejer at købe nogle pizzaer, som så bliver leveret omkring tredje eller fjerde øl. Så det er ofte Bock og forskellige Bitters/Pale Ales, der må holde for til maden.
Denne gang blev det en ”Kastanie Ale” på 5,5% fra Baggårdsbryggeriet i Holstebro. Det er en helt ny øl fra april 2008. Den er brygget på pilsner-, münchener-, karamel-, chokolade- og sortmalt og humlet med East Kent Goldings og Northern Brewer.
Det ses på farven, der er mørk rødbrun – ja, man fristes til at sige kastaniefarvet. Skummet er beige og holder fint, og duften er maltet og lidt sød. Smagen er rund, præget af malt og karamel - og en nuance, jeg formoder er kastanie. Der er nemlig tilsat fransk kastanielikør ”i rigelige mængder”, som baggrundsmaterialet siger. Bitterheden er middel og behagelig og bliver pænt hængende. Alligevel er det som om, øllet ikke rigtigt gør sig bemærket. Det er en udmærket ale, men også en smule anonym.
Karakter 3
Der er straks mere bid i vores næste madøl, men den er jo også brygget efter amerikansk mønster, og de vil noget andet.
Det er Duelund Bryglade, der brygger en ”Cowboy”-serie bestående af ”Den Gode, Den Onde og Den Grusomme”. Henholdsvis en Steambeer, en IPA og en Barleywine.
Vi knappede Den Gode op.
Det er en lys, uklar øl med skum af fine bobler. Der er masser af bobler i øllet, hvilket giver en frisk og livlig fornemmelse. Den er brygget på 4 forskellige malte og humlet med Nothern Brewer og Cascade. Dens typiske citrusduft dominerer aromaen, så man ikke er i tvivl om, at dette er en amerikansk inspireret øl. Smagen er lidt maltet, men humlen tager hurtigt over på en frisk og behagelig måde. Der oplyses ikke noget om bitterhedniveau, men jeg vil vove at skyde på ca. 40 IBU. Alkoholprocenten er på 6,5%. Den er ikke filtreret eller pasteuriseret.
Karakter 4

Omkring Steambeer, se tidligere indlæg

lørdag den 27. september 2008

Tid til en øl - GB Oktober Festbryg

27. September 2008
Spiste sammen med vennerne i dag og fik en god gang ristaffel med bambusskud og rosiner og kokos og hele baduljen. Super lækkert.
Nu er jeg mæt og lidt træt, for i morges var jeg tidligt oppe ( efter ølsmagningen ) for at køre min kone til toget kl 05.55. Derefter hjem og ud med aviser på min datters avisrute. Hun er blevet på efterskolen også denne weekend. Hun trives vist godt.

Til aftensmaden fik vi flere gode øl. Vi startede med en Bock fra Semper Ardens serien. Den er fyldig og mørk og i dag synes jeg, den var lidt for sødlig. Men ellers en dejlig øl, som er tilsat rønnebær. Jeg må indrømme, at efter gårsdagens mange øl er mine smagsløg måske også lidt trætte.

Derefter fik vi den nye ”Oktober Festbryg” fra GourmetBryggeriet. En lys, klar øl med hvidt skum.  Bryggeriet beskriver den som en typisk oktoberfestbier, der vil bringe minder frem fra Bayern. Nu har jeg ikke være til Oktoberfest, så det er måske rigtigt, men jeg har smagt en del tyske – bla. de originale fra Spaten og Paulaner, og de virker umiddelbart friskere end denne. Den er en smule mat og det virker som om der er tilsat lidt honning, hvilket dog ikke fremgår af beskrivelsen. Jeg synes det får den til at virke en smule tam.

Det er jo i disse dage at Oktoberfesten i Bayern går i gang, og jeg har en par øl fra de autoriserede Oktoberfest bryggerier – HofBrau og Hacker-Psorr stående på hylden, men jeg gemmer dem til den 17. Oktober, der er den rigtige dato for den første Oktoberfest i 1810.

Derefter lukkede værten heldigvis en ”Thy Eksklusive” op. Det er en dejlig mørk stenøl med en fin og fyldig smag af karamel og en smule humle. Den var god, og vi sluttede af med en anden udmærket pale ale fra Thisted med et mere amerikansk præg. Den var god uden at være skelsættende.

En dejlig og hyggelig aften, men som sagt – jeg er træt og går vist i seng nu.

fredag den 26. september 2008

Tid til en øl - Cole / Sort

26. September 2008
I går aftes havde vi så 3. sæsons første ølsmagning på arbejdet, og det blev en vældig hyggelig aften. Vi har tidligere holdt det kun for mændene ( egentlig fordi, kvinderne havde en kaffe/kage klub, som vi ikke var med til ) men denne gang havde vi inviteret kvinderne med, og der var sandelig 2, der takkede ja. Det bliver sikkert ikke sidste gang.

Musikskolen rykker med tiden ind i Nordkraft , som er ved at blive gjort klar, og om eftermiddagen var der rundvisning, så vi kunne se, hvor vi kommer til at være. Man er stort set ikke begyndt at arbejde på vores del endnu, men vi fik et fint indtryk af stedet og udsigten.

Derefter tog vi tilbage og gjorde klar til aftenens ølsmagning. Det er nok ikke en ølsmagning i gængs forstand, da der egentlig er for meget øl, men det er først og fremmest en hyggeaften. Hvis vi ikke kan finde på noget at tale om , kan vi bare knappe en ny øl op, - så går det igen, - men det har hidtil aldrig været et problem.
Til den første ølsmagning i dette regi havde vi 9 halve øl på programmet ( belært af tidligere erfaringer ), men det viste sig at være for lidt, så det blev sat op til 10 halve. Det sidste års tid har det vist sig at være for meget, så denne gang satte vi mængden af de sidste tunge, stærke øl ned til 10 cl. Det kommer vist til at blive sådan fremover også.

Aftenens tema var ”Dansk Mikrobryg” og øllisten så således ud;
1 – Semper Ardens Kellerpilz
2 -  Ærø Hertug Hans
3 – Baggårdsbryggeriet Kastanie Ale
4 – Duelund Bryglade Den Gode
5 – Brewpub Cole
6 – Brøckhouse Frederiksborg Slotsøl
7 – Mikkeller/Struise Blond ( Elliot Brew )
8 – Indslev Sort
9 – Nørrebro North Bridge Extreme
10-Midtfyn Imperial Stout

Jeg havde ikke taget øl med fra lokale bryggerier, da der nok kommer en ølsmagning engang med nordjysk tema.
Alt I alt en vældig god aften, hvor alle øllene blev taget godt imod. Der var 2 af øllene jeg ikke selv kendte – Nørrebro og Baggårdsbryggeriet, men de var begge fine øl.

Brewpubs ”Cole” er selvfølgelig en porter – opkaldt efter den berømte musicalkomponist. Det er en meget mørk øl med en brunligt skumtop og en duft af ristet malt og lidt kaffe. Mundfornemmelsen var friskere, end jeg husker fra første gang, jeg smagte den, men det er stadig en venlig og behagelig øl. Den er fyldig med noter af kaffe og lakrids og en fin bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
Indslev ”Sort Hvede” er verdens eneste hvedestout. Eller i hvert fald den første. Den er brygget på Indslev Bryggeri på Vestfyn – et bryggeri, der udelukkende brygger hvedeøl. Jeg har tidligere haft stor succes med deres Hvedebock på ølsmagninger, men nu skulle vi prøve stouten.
Den er kulsort med med fint brunt skum og en duft af ristet malt. Mundfølelsen er utrolig blødt, som jeg altid synes hvedeøl føles. Men samtidig en forbavsende letdrikkelig øl. Smagen af ristet malt er fin og kaffe- og lakridsnoterne træder tydeligt frem, især i eftersmagen hvor lakridsen dominerer.
Karakter 4

Der var ikke enighed om min opfattelse af disse 2 øl. Nogle kunne bedre lide Cole, og det er da også 2 aldeles glimrende udgaver af mørk øl. De har begge en karakter af venlighed og  blødhed, og er gode begynderøl til folk, der ikke kender meget til mørkt øl eller som alternativ til de mere udfordrende og extreme udgaver.

Der kommer nok beskrivelse af flere af gårsdagens øl i den kommende tid.

torsdag den 25. september 2008

Tid til en øl - Aventinus

25. September 2008
I dag efter danselektionen gik vi ud for at spise. Vi havde lånt bilen ud og kunne alligevel ikke komme hjem, så vi gik på ”Provence” for at få en 3 retters menu. Jeg bestilte ”røget laks med spinat a la creme”. Min kone fik ”jumborejer ristet med hvidløg og soltørrede tomater”. Til hovedret ”kyllingebryst i sennepssovs og champignon” – ”andebryst med rødvinssauce” og vi fik begge ”creme brulee” som dessert. Det smagte alt sammen dejligt. Jeg kiggede lidt på drikkevarerne. Min kone drikker ikke spiritus af nogen art, og jeg sprang hurtigt over et imponerende vinkort til ølsiden, der var noget mere beskeden. De havde dog Jacobsen øl, hvilket jo lige er noget for mig. Det viste sig dog hurtigt, at de ikke havde alle, for – som servitricen sagde – de var ved at fade specialøl ud.
Det er fuldstændigt tåbeligt. Så sidder de tilbage med en pilsner og en classic. Det vil jo svare til, at de havde husets rødvin og hvidvin og intet andet på vinkortet. Det er der ingen restauranter, der byder sine gæster, men øl har alt for lidt bevågenhed.
Nå, de havde dog Jacobsens ”Original Dark Lager”, der jo er en fremragende øl, som jeg vil berette mere om, når Carlsberg øllet har fødselsdag. Den smagte fremragende til maden, og jeg vil klart anbefale, at man på Provence fremover stadig vil have specialøl af en eller anden art. Alt andet er for sølle.

Efter maden var vores bil stadig ikke kommet tilbage, så jeg foreslog, at vi gik på ”The Wharf”, der ligger lige i nærheden. Min kone drikker som sagt ikke spiritus, men syntes alligevel, det var en udmærket. ide ( er jeg ikke heldig? ). ”The Wharf” er Aalborgs bedste værtshus, med et meget stort udvalg af øl. Det har modtaget ølentusiasternes guldmærke, som det eneste sted i Aalborg. Det viste sig at man også kunne få en kop varm chokolade, så det fik min kone, mens jeg gik rundt og kiggede på fadøllene. Der var et stort udvalg, men så faldt mit øje på en ”Aventinus” fra Schneider i Tyskland.
Det var rigtig lang tid siden, jeg havde smagt den, så den fik jeg straks lyst til.

”Aventinus” var en af de øl, der var med til den allerførste ølsmagning, jeg holdt. Og det var nok den mest kontroversielle  øl, der delte forsamlingen i 3 . Vi var et par stykker, der godt kunne lide den – et par stykker der var skeptisk neutrale og et par stykker, der hældte den ud.

I 1856 solgte Ludwig II sine rettigheder til at brygge hvedeøl til brygmester Georg Schneider, der i 1872 så udsendte den første ”Schneider Weisse”. Bryghuset er stadig på slægtens hænder.
”Aventinus”er en dobbeltbock hvedeøl fra München i Bayern. En dobbeltbock er tilført ekstra meget malt, så gæren har noget at arbejde med, hvorved procenten øges. Her kommer den op på 8,0%. Den er brygget i 1907 af Mathilde Schneider.
Den er brygget på 60% hvedemalt  og derudover pilsner-, münchener -, og karamelmalt, hvilket er med til at give den flotte mahognifarve. Den blev serveret i det rigtige glas, og jeg må nok sige, at det er en oplevelse i sig selv. Meget flot og specielt glas. Duften er kraftig og præget af malt og nellike, og smagen er meget kompleks og indeholder mange nuancer. Jeg kan bedst smage nellike og mørk frugt a la sveske/blomme, men der er mange andre indtryk. Den kan derfor måske virke noget parfumeret, hvilket jo nok kan få nogle til at bakke ud. Den er mildt humlet ( 15 IBU ) med Hallertau og Hersbrucker og har en lang og krydret eftersmag.
Karakter 4+

Den er opkaldt efter en tysk historiker, Aventinus (1477 – 1534), der nedskrev Bayerns historie på tysk i 1522, så alle kunne forstå den. Han var meget lokalpatriotisk og mente, at pavemagten havde for stor indflydelse i Bayern. Derfor blev han stillet for inkvisitionen, men Wilhelm IV ( ham med Reinheitsgebot ) fik ham dog udleveret, og han kunne leve sine sidste år i Bayern.

Jeg havde denne øl med senere til ølsmagning med kolleger, og der delte den også vandene, men det er altså en dejlig øl.

onsdag den 24. september 2008

Tid til en øl - Knark III

24. September 2008
I dag fik vi besøg af vores ældste datter og svigersøn, der kunne hjælpe med at klare et IT problem med nogle ledninger og en projektor. Det lykkedes fint. Og de kan nu så godt lide flæskesteg, så det stod menuen på.  – Og til flæskesteg hører en Imperial Stout. Så jeg fandt en gammel kending frem, nemlig ”Knark III” fra Duelund Bryglade.
Det er en øl, som vort kære broderfolk – svenskerne – har meget sjov af. Knark betyder jo bare en gammel fyr, men på svensk hentyder det åbenbart også til en speciel del af den mandlige anatomi, og sådan noget er jo altid sjovt.

Jeg stødte på ”Knark III.” til den allerførste ølsmagning, hvor det var aftenens sidste øl. Jeg havde ladet hånt om gode råd fra erfarne ølkendere og serveret 8 hele øl ( Det sku’ jo også være lidt hyggeligt ) i stedet for de sædvanlige 10 cl, og det var måske nok lidt i overkanten. I hvert fald faldt Knarken ikke i så god jord. Vi var vist lidt overmætte på det tidspunkt. Jeg syntes selv, den var væsentlig bedre end jeg havde forventet, for jeg havde dengang ikke megen fidus til mørkt øl.

Knarken er en Russian Imperial Stout, og dette begreb ( og India Pale Ale ) var noget af det, der virkelig inspirerede mig. for jeg kendte kun til danske pilsnere og havde aldrig forestillet mig, at der kunne være så mange fastlagte typer.
Jeg tog den senere med til ølsmagning blandt kollegerne, og her blev den kåret til aftenens bedste øl. Belært af erfaringer var mængden også blevet skåret ned. Det er en øl, der stadig omtales med ærefrygt på arbejdet.

I 2006 vandt Poul Højlund VM i håndbrygning, og det imponerede mig en del, til det gik op for mig, at det var VendsysselsMesterskaberne. Det var nu stadigvæk flot, og han fik mulighed for at brygge sin ”Knark III” på Thisted Bryghus.
Det er en ”Russian Imperial Stout” – en type, der første gang så dagens lys i 1781. Den russiske Zar Katharina II havde under et besøg i London fattet kærlighed til Stouten, og ville gerne have denne øltype sendt til Rusland. For at klare den lange rejse tilførte man ekstra humle og kraft, belært af erfaringerne fra IPA’en. Det blev en stor succes i Skt. Petersborg.

Det er en helt sort øl med et kraftigt brunt skumlag, der næsten fylder det halve glas ( se også bloggen fra i går ). Alkoholprocenten er temmelig lav for en Imperial Stout, nemlig 7,6%. ( Men den nys udsendte ”Knark V” har vist en procent på 14%, så det går fremad.) Duften er stor og kraftig og fyldt af mørk frugt som blommer og sveske, kaffe og lakrids. Disse indtryk gælder også for smagen, der tillige er balanceret af en fin humle, der ikke virker påtrængende. Eftersmagen er lang og fyldig.
Der er lidt mere kraft og bitterhed end i gårsdagens porter.
Karakter 4+

”Knark III” var blandt de 10 finalister ved ”Årets Ølnyhed 2006”

tirsdag den 23. september 2008

Tid til en øl - Emerson Porter

23. September 2008
I lørdags var jeg en tur i ”A World of Beer”. Det er egentlig en internetside, hvor man online kan bestille øl, der så bliver fragtet lige til hoveddøren. Men de har også et lager i Vejgård, hvor der er åbent onsdag eftermiddag og lørdag formiddag. Jeg har ikke været der så tit, men nu var lejligheden der, da jeg skulle finde nogle øl til næste fredags ølsmagning, - og jeg havde set, at de har byens bedste udvalg af Brøckhouse øl.( Temaet er dansk mikrobryg)

Det er et fint lager med en lille butik indenfor døren, hvor man kan se det pænt store udvalgt af spændende øl. Man bliver vel modtaget og det er nemt at få en god snak med ejeren, der gerne øser ud af sin store viden om øl. Bagerst i lokalet er der en lille afdeling med plads til ølsmagninger – vældig hyggeligt. Desværre ligger lageret noget udenfor min daglige færden.

Vi fik en snak om de øl, jeg skulle have og jeg så, han havde Emerson’s Pilsner, som jeg havde smagt på ølfestivalen. Han anbefalede også deres Porter, som jeg fik en med hjem af, og som ekstra bonus tilbød han mig en smagsprøve af deres fine øl-is, som var lavet til ”øllets dag”. En glimrende is lavet af Midtfyns Imperial Stout. Det var første gang, jeg smagte decideret øl-is, men jeg har tidligere selv prøvet at hælde øl udover isen. Det fungerer udmærket.

Her til aften stod menuen på Chili con Carne, men da vi ikke havde ret meget chili, var det egentlig mest con carne ( kødsovs, dog med bønner ), og jeg fandt porteren frem.

Der var en helt utrolig skumudvikling, som fyldte hele glasset, så jeg var bange for, at øllet var fordampet, men langsomt svandt det og afslørede en mørk øl med et svagt rødbrunt skær. Skummet var utrolig blødt og sank lidt uregelmæssigt sammen. Det var lys brunt og blev fint hængende på glassets sider. Duft af mørk frugt, lidt blomme og måske en anelse lakrids. Mundfornemmelsen er ret frisk og smagen er ikke tung, men har en fin balance mellem ristet malt og god humle. Denne øl beskrives fra bryggeriet som et forsøg på af lave en autentisk porter fra London, så det er formodentlig engelsk humle ( Fuggles eller Goldings ), der er brugt. Eftersmagen er lang og behagelig bitter.
Karakter 4

mandag den 22. september 2008

Tid til en øl - Brewpub Amarillo

22. September 2008
I dag, da jeg var i Salling i Aalborg for at købe øl til sæsonens første ølsmagning på arbejde, så jeg, at de havde Brewpubs 3 flaskeøl på tilbud. Vi skal på fredag nyde porteren Cole, men det var til halv pris, så jeg købte også en flaske til mig selv ( for egne penge ) af ”Amarillo”. Denne øl beskrives som en Red Ale  med en alkoholprocent på 5,5%.

Brewpub ligger tæt ved Rådhuspladsen i København, og er – som navnet siger – et brygværtshus, hvor det også er muligt at købe lette retter. De har meget forskelligt øl på hanerne, men har kun udsendt 3 øl på flaske. I sommeren 2007 fik de ny brygmester, da Hans-Ole Kraglund afløste Gunnhild Kolvereid. Omkring dette tidspunkt sendte de også aftenens øl ud på flaske.

Det er en flot klar øl med en fin rødlig farve og et meget kraftigt skum, der er offwhite med et lidt gulligt skær. Duften er overvældene med et kraftigt præg af gran og citrus fra den benyttede Amarillohumle. Man fornemmer, at her kommer en humlet øl, og man bliver ikke skuffet. Fornemmelsen i munden er afdæmpet og rund, men det høje humleniveau giver liv og friskhed til øllet. Smagen er præget af citrushumlen, der er helt dominerende og bitterheden bliver hængende langt i eftersmagen. Jeg er ikke så erfaren i at bedømme bitterhedsniveau, men vil skyde på omkring 65 IBU. Det har ikke været til at finde oplysninger om det.

Til aften fik jeg denne øl til en dejlig tærte, hvortil den smagte fortrinligt. Tilbehøret var kogte rødbeder med peberrodssovs og den sammensætning passede ikke så godt til øllet. Den skarpe bitterhed fra peberroden blev forstærket af bitterheden i øllet.

Dette er en øl til elskere af amerikansk humle, og jeg kender en del, der vil sætte stor pris på den. Selv synes jeg, den er frisk, men bitterheden bliver lidt for påtrængende i det lange løb ( 50 cl ) og derfor får den karakteren 3+.

søndag den 21. september 2008

Tid til en øl - Corona / Sol

21. September 2008
Mexico. - Solen bager fra en skyfri himmel, og selv kaktusserne stønner af tørst. Tumbleweeds blæser formålsløst rundt i gaderne og støvet lægger sig tykt på din tunge. Du vakler ind i skyggen under et halvtag ved en lille bar og synker sammen i en stol, mens du stønner : ” En øl ”. Bartenderen vinker fra sin plads under ventilatoren og peger på en gammel køledisk ved væggen. Du vakler derhen og snupper en Corona Ekstra og en limeskive fra disken. Du propper den i flasken og så er det endelig tid til en øl.

Nej, desværre – det er ikke selvoplevet, men det kunne måske få karakteren på Corona Ekstra en tand op. I sommer, da temperaturen var på sit højeste og solen bagte, forsøgte jeg at genskabe denne situation , eller rettere - Jeg gik i haven og lugede, solen skinnede og jeg svedte bravt. Jeg var nok også blevet noget støvet, da jeg satte mig med en Corona Ekstra. Min australske bushmanshat måtte gøre det ud for sombrero, og med lidt Morricone på CDafspillenren var illusionen næsten perfekt. Men alligevel.

Corona er en mexicansk øl brygget af Modelo i Mexico City. Den blev første gang brygget i 1925  og sælges nu i over 150 lande.
Det er en klar gylden øl med kraftigt skum, der forsvinder under hørbar brusen. Duften er frisk og præget af korn og fornemmelsen er livlig og let. Der skulle være brugt ris som råfrugt for at udvikle denne lethed.. Smagen er også frisk men en smule tynd og eftersmagen er forsvindende kort. Dog kan man mærke en let bitterhed, der bliver hængende.

Der er en tradition med at stoppe en limeskive ned i flaskehalsen og lade den trække lidt. Det giver en let syrlighed til øllet, men virker måske lidt påtaget. Det er dog en sjov og anderledes ide, der vist stammer fra en anden øl ved navn Tecate, der blev serveret med salt og citron.
Der har været mange bud på grunden til denne limebåd. Det er formodentlig et reklamefif, for at gøre den mere eksotisk, men der er også nogle, der har foreslået, at det er for at holde fluer og andre insekter ude af flasken.
Andre igen har ment, at den klare flaske bevirker, at sollyset hurtigt gør øllet udrikkeligt, og at limesaften camouflerer denne udvikling længe nok til, at man kan nå at drikke øllet. Jeg ved det ikke.

I Danmark sælges også en anden mexicansk øl, nemlig ”Sol”. Den er også i klar flaske, men det bevirker, at den lever op til sit navn og stråler lysende og klart gylden. Den ligner på mange måder Corona i sin lethed og forfriskende kulsyre, men også her forsvinder smagen hurtigt og efterlader en metallisk bitterhed.
Karakter for begge øl: 2 - (2+ hvis det er en rigtig varm dag ). Der er dog lidt mere smag i Coronaen

Det er her tydeligt, at øl er tørstslukkere, der skal være lette og friske og forsvinde hurtigt, så de kommer til at fungere i stedet for vand.

I dag var en dejlig efterårsdag, hvor det igen var muligt at komme i haven og slå græs og luge lidt i bedene. Efter en god arbejdseftermiddag var det godt at sætte sig på havebænken med den sidste Corona og slappe af. Her er det faktisk rart med en let og frisk øl. Forhåbentlig kommer der flere sådanne dage, for der er meget mere, der skal laves, inden vinteren kommer. Så bliver det bare med en anden øl til slut.

lørdag den 20. september 2008

Tid til en øl - Orval

20 September 2008
Da jeg i sin tid begyndte min udforskning af øllets verden, var jeg først og fremmest inspireret til udforske trappisterne. Jeg havde jo smagt Westmalle Tripel til den første ølsmagning, og i vores lokale Brugs så jeg nu, de havde en Trappistøl fra Orval.
( Den gang var der faktisk et udvalg i vores Brugs, både af engelsk og belgisk øl. Nu er det desværre forsvundet til fordel for et meget mindre udvalg af dansk specialøl. Dette udvalg er også dalende. Nå – så må man jo købe sit øl et andet sted. ).

Orval var en meget overraskende oplevelse, en fundamental anderledes øl. Med mit manglende kendskab til øl var den nærmest chokerende, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke brød mig særligt meget om den.
Og det var jo ærgerligt, for det er en af de flotteste flaskedesigns, jeg har set, og glasset udstråler også klasse.

Orval er navnet på et kloster, der kan føre sin historie tilbage til 1000-tallet. Jeg kendte lidt til stedet i forvejen, for det indgår i baggrundmaterialet til ”Da Vinci Mysteriet”. Sagnet fortæller at Mathilde de Canossa gjorde holdt ved en kilde, og der var så uheldig at tabe sin vielsesring i vandet. Som reaktion på hendes bønner steg en fisk op fra dybet med ringen i munden. ( Dette billede kan ses på flasken og også bag på glasset.). Hun udbrød da, at dette var ”Den gyldne dal” – ”Val D’or” eller ”Orval”. Der blev oprettet et kloster på stedet, men det ligger nu i maleriske ruiner, og der er opført et nyt. Man ved, at der er brygget øl i klosteret i hvert fald fra 1628 til 1793, hvor en brand ødelagde det. Det nuværende bryggeri blev bygget i 1931 og de sendte den første øl på markedet i maj 32.

Orval adskiller sig fra de andre Trappistbryggerier ved, at de kun brygger én øl. Og at den har en anderledes profil end de andre. Da jeg for nylig så den i Ølkonsortiet, tænkte jeg, at nu var tiden vist til at prøve den igen, og her til aften fik vi en dejlig ret med tigerrejer, som den måske kunne passe til.

Det er en uklar, kobberfarvet øl med fint skum, der i begyndelsen består af små bobler, men efterhånden klumper lidt sammen. Duften er frisk og syrlig med antydninger af hø, der får en til at tænke lidt på Lambic. Det er der også en grund til, for til den sekundære gæring tilsættes en kultiveret udgave af vildgæren Brettanomyces. Det er den, der giver dette præg af spontangæret øl.
Procenten er på 6,2%, men vildgæren skulle efter sigende æde noget af det uforgærbare sukker, så procenten efter et år vil være højere.
Smagen er syrlig og skarp, og fornemmelsen er let snerpende. Den er pænt humlet ( tørhumlet ) med Hallertau, Styrian og Yakima. Det er denne blanding af syrlighed og bitterhed, der gør øllen helt unik, selv i  Belgien. Der er ikke rigtig nogen betegnelse for øllet og heller ikke nogle efterligninger, før for nylig, da Mikkeller lancerede deres ”It’s Alive”
Jeg har smagt mange forskellige øl siden første gang, og også nogle, der var meget mere syrlige end denne. Den har sin helt egen charme, men det er ikke en øl, jeg ofte vil vende tilbage til. Den passede dog virkelig godt til tigerrejerne. Andre anbefaler den til vildt og oksekød og svamperetter. Det har jeg endnu ikke prøvet.
Karakter 4

fredag den 19. september 2008

Tid til en øl - Beer Festival / Barley Wine / Stout

19. September 2008
På festivalen var der mange muligheder for at smage stor og stærk øl, og man blev let inspireret til at smage Barley Wine og Imperial Stout. Men disse typer har jo ofte en alkoholprocent på over 10%, så man skal nok gå lidt forsigtigt til værks.
Vi fik smagt 3 Barley Wines og 4 stouts af høj kvalitet. Nogle kendte jeg ikke i forvejen, og blev glædeligt overrasket, så der følger en ordentlig vurdering på et senere tidspunkt, når jeg får skaffet en flaske hjem.

Men der er en Barley Wine, jeg ikke kan finde i Nordjylland længere. Og det er endda stamfaderen til den amerikanske variant – ”Anchor’s Old Foghorn”. Navnet skal helst ses på tryk for ikke at give anledning til misforståelser.

I midten af 60-erne begyndte Anchor Brewey i San Francisco at skrante, og i 69 købte Fritz Maytag bryggeriet, efter sigende fordi han så godt kunne lide deres Steambeer. Han omlagde produktionen og fik styr på finanserne og udsendte så i starten af 70-erne fire øl, der er blevet inspiration for mange senere bryggere. - ”Anchor Steambeer”, ”Liberty Ale”, ”Anchor Porter” og ”Old Foghorn”.

For ikke af få juridiske problemer med vinproducenterne i Californien kaldte han den ”Barleywine” i et ord – ja, egentlig ”Barleywine Style Ale”, og det er blevet efterlignet af de fleste amerikanske producenter.
Den er brygget på 2-rads byg og humlet med den senere så berømte humle ”Cascade”, der først blevet frigivet til brug i 1972. Så dens popularitet skyldes i høj grad Anchors brug af den i deres øl.
Den er senere tørhumlet med Cascade.

Første gang jeg smagte den, havde jeg den med til efterårssmagningen i 2007, og havde måske egentlig frygtet humleniveauet, men blev behagelig overrasket. Det var erklæret som smagningens bedste øl. og jeg har glædet mig over den et par gange senere. Men Kvickley havde opkøbt et stort parti Anchor som de solgte temmelig billigt, hvilket jo er godt – men så kunne de andre forhandlere ikke konkurrere, og nu er den ikke til at opdrive. Det er minusset ved supermarkedernes korte lancering af kvalitetsøl. Herfra må der lyde en opfordring til igen at bringe denne øl tilbage på hylderne i Nordjylland.

Det er en flot mahognifarvet øl på 8,2% med en svag skumudvikling. Det kan skyldes de små smageglas, for jeg synes, det var et generelt problem, ligesom det kunne være svært at dufte øllet. Det var dog ikke noget problem med denne øl, der afgiver en stærk vinøs duft af blomster og humle.
Smagen er fyldig og med mange nuancer som engelske Barley Wines, men humlen tager over og balancerer smagen på fornem vis, så det ikke bliver for sødt og vammelt. Bitterheden er egentlig højere end jeg havde troet (85 IBU ), men jeg havde allerede første gang, jeg smagte den, vænnet mig til humle.
Karakter 5


                                                                        




Vi smagte også den fortræffelige ”De Molen Cuvee no. 1”, der er en special blend, men som fremtræder som en slags Barleywine. Og Great Divides ” Old Ruffian”, der navnemæssigt lægger sig i samme spor. Begge er fortæffelige øl. ( forsættelse følger )

               

De Imperial Stouts, vi smagte, var alle fremragende ”Great Divides Yeti” – ”Oak Aged Yeti” og ”De Molens Steen & Been”. Der var stor forskel på de 2 yetier – den ene stor og stærk og den andet mere indadvendt og blød, men begge til et 5.
Steen & Been har også en kolossal smag af malt, humle og lidt røg, og får også et 5, men jeg har lige hørt, at den kommer på flaske til Ølkonsortiet, så jeg gemmer en nærmere beskrivelse til senere.
Mine notater for disse sidste øl er heller ikke så nuancerede alligevel.

Tidligt på dagen smagte vi ”Närke Kaggen Stormaktsporter” ( tror jeg den hed ), som har ligget højt placeret på Ratebeer’s liste, og det med god grund. Jeg tror, det er den øl, der får prisen som dagens bedste øl, men på daværende tidspunkt var mine smagsløg også nogenlunde intakte. Desuden havde ”Den Tatoverede Enke” en hyggelig og behagelig atmosfære, og personalet delte gerne ud af deres store viden.
Det var vist alt fra Ølfestivalen i denne omgang.
                                  

torsdag den 18. september 2008

Tid til en øl - Beer Festival / Specialiteter

18. September 2008
En af de store fordele ved en ølfestival er, at man kan smage en lille smule af øl, der er så specielle, at man vægrer sig ved at købe en flaske med 75 cl. Risikoen, for at det er for sært, er for stor.
I Århus smagte jeg f.eks en lavendeløl fra Stevns, der var for parfumeret for mig. ( Jeg smagte også et par gode Stevns øl ), og en lambic, der var noget så sur/syrlig.

Her på festivalen var den første sådan specialitet, vi stødte på ”Deus – Brut des Flandres” hos TSV Innovation. Den er brygget af Bosteel, der også brygger de glimrende øl ”Tripel Karmeliet” og ”Kwak”, men denne er en champagne-øl på 11,5%. Den bliver gæret i Belgien og derefter transporteret til Frankrig og omdannet til en mousserende drik ved hjælp af en gammel champagneteknik.  Den blev serveret lørdag kl. 15, hvor vi ”tilfældigvis” kom forbi.
Det er en klar, gylden øl med meget kraftigt skum, der hurtigt lægger sig, som man kender det fra mousserende drikke. Duften er af sød frugt, og mundfornemmelsen er selvfølgelig ekstrem livlig. Smagen er sødlig og rund, men alt i alt virker denne øl forfriskende pga kulsyren. Der er stort set ingen bitterhed i den. Man kunne udmærket servere den nytårsaften i stedet for champagne, men nogle vil måske spørge: ”Hvorfor?”
Tja – jeg har smagt både bedre og dårligere champagne, så mit svar må være; ”fordi det er sjovere.”
En af vennerne udbrød, at det jo ikke var en øl, og det er der sikkert mange, der vil give ham ret i, men det er det altså. Man bliver nødt til at udvide sin opfattelse af, hvordan øl kan smage.
Den er sikkert helt i top indenfor sin stil, men jeg giver den alligevel kun 3+ i karakter. Det er altså en øl ”for sjov”
I en af de første bøger, jeg læste om øl, var der beskrevet specielle øl fra alverdens lande, bl.a den finske Sahti. Den var beskrevet som en vildgæret øl, hvortil der bla  var tilsat spyt fra en brunstig vildorne. Det lyder godt nok – klamt. Så da jeg så, at man kunne smage den i den finske stand, håbede jeg, at man havde ændret på opskriften siden, for den skulle da smages. Jeg har ikke set den nogen steder i Danmark før. Nu er det jo en typebetegnelse, og der er sikkert mange forskellige udgaver. Denne hed ”Lammin Sahti”, og jeg må sige, jeg blev overrasket.
Jeg havde nok ventet lidt i stil med de belgiske spontangærede øl – syrlig og skarp, men dette var noget helt andet. Jeg spurgte fyren bag disken lidt ud på mit bedste skoleengelsk, og så vidt jeg forstod, er der brugt helt almindelig bagegær og der er tilsat enebær. Den er brygget på byg- og rugmalt, og er på 7,5%.
Det er en let uklar ( ufiltreret ) ravfarvet øl med hvidt skum. Duft af enebær og den har en anderledes, men særdeles god krydret smag med udpræget sødme, Eftersmagen er ligeledes krydret og pænt lang. Jeg mindes ikke noget om humlebitterhed. En meget spændende og overraskende øl, der blev kåret til ”Beer of the Year” på Helsinki Beer Festival 2008
Karakter 4+
Dagens sidste specialitet stod Jacobsen for, med deres øl ”Hopeless”. Et noget håbløst navn til en øl, men vi blev enige om, at det nok skyldtes en trykfejl. På den anden side er det et navn, man lægger mærke til og undrer sig over. Det er i alt fald en øl brygget uden humle, men derimod med røllike, porse, malurt og benediktinertidsel. – altså gode gamle bitterhedsurter.
Det er en gylden klar øl med fin skumdannelse. Fornemmelsen er frisk og smagen er præget af – jeg ville have sagt lidt ingefær – men det er formodentlig røllike eller benediktinertidsel, som jeg overhovedet ikke aner, hvordan smager. Bitterheden er middel og ikke så skarp, men eftersmagen er derimod lang og krydret.
Karakter 4+

onsdag den 17. september 2008

Tid til en øl - Beer Festival / Witbier

17. September 2008
Nogle gange læser man om berømte ølmærker, som så viser sig at være svære at finde på hylderne.
En af dem, jeg tidligt læste om, var den belgiske witbier – ”Blanche de Namur”.

Witbier er en gammel belgisk brygtradition, hvor man brygger på hvedemalt ( ca. 60% hvedemalt / 40% bygmalt ), der er lufttørret, så malten slet ikke tager nogen farve. Derfor får man en hvid, lidt bleg øl – heraf navnet. For 100 år siden var der mange witbier bryggerier i det østlige Belgien, men de lukkede alle efterhånden og i 50-erne lukkede det sidste. I 1965 åbnede Pierre Celis så sit bryggeri i Hoegaarden og genindførte witbier, der hurtigt blev en stor salgssucces, så også andre bryggerier fulgte efter. I Ardennernerne ligger Namur, og i det område ligger bryggeriet Du Bocq, der blev grundlagt i 1858. De brygger en let og elegant witbier ”Blanche de Namur”.

Det er en uklar bleggul øl, med lidt gråligt skær og en alkoholprocent på 4,1%.  Skummet er hvidt og kraftigt, men forsvinder hurtigt i det lille smageglas. Duften er let og frisk, en anelse krydret af citrus. Man tilsætter gerne koriander og appelsinskal til de belgiske witbier og det fornemmes tydeligt i smagen.
Fornemmelsen er livlig med masser af kulsyre og en fin friskhed. Den virker ikke så parfumeret som Hoegaarden. Hen imod slutningen kommer en smule syrlighed, der bliver hængende i en kort, men frisk eftersmag. Bitterheden er lav.
Karakter 4
Den store succes, som witbier har haft, har også smittet af på det danske marked. Mange af de nye bryggerier har taget stilen til sig, med større eller mindre held.
På festivalen præsenterede Jacobsen os for 4 udgaver af ”Strong Wit” på 7,5%. Det var jo lidt irriterende, eftersom det var svært at smage alle, og jeg nåede da også kun at smage Epsilon-udgaven. Det var en ufiltreret, uklar øl med et orange skær. Det var ikke muligt at få særlig mange oplysninger om ingredienserne, men jeg synes, jeg kunne fornemme noget hyld. Nu er det med at sætte navn, på det jeg smager jo ikke min stærkeste side, men det var en frisk og livlig øl, der havde en anelse bid fra alkoholen. Jeg synes, det er den witbier, de er sluppet bedst fra. Jeg har ikke været så tilfreds med hverken  ”Bramley Wit” eller ”Sommer Wit”. Denne øl efterlader et godt indtryk, men om de andre udgaver er bedre må desværre stå hen i det uvisse
Karakter 4
Ved stand 28 gik det ofte hektisk til, når Mikkeller lancerede sine specialtilbud. Så var der trængsel, og det er jo sjovt og spændende, men også en smule ærgeligt, for man lærer jo ikke så meget om øllet. Man må finde et roligt hjørne og smage ordentligt på det. Vi stod i køen, da ”Stone Alesmith Mikkeller” blev delt ud og fandt derefter ro til at smage den. Da den største tumult havde lagt sig, kunne vi vende tilbage for at smage nogle af deres andre produkter. Mikkel Bjergsø havde præsenteret sine øl ved Ølkonsotiets fødselsdag, så jeg kendte mange fra det almindelige sortiment, men mine øjne var faldet på en ny – ”Not Just Another Wit”. Det ville også have været mærkeligt, hvis det havde været en ordinær witbier. Procenten var hævet til 7,6% og humleindholdet sat i vejret, som det er typisk for Mikkeller.

Det er en uklar feskenfarvet øl. Duften er præget af grape, der må stamme fra den anvendte humle.
En frisk og livlig øl, der også har en fin sødme i slutningen. Sødmen mærkes også lidt i eftersmagen, der samtidig er væsentlig mere bitter end sædvanligt for en witbier. Grapesmagen hænger også over i eftersmagen og pirrer til en tår mere.
Karakter 4+

Tid til en øl - Beer Festival / IPA'er

16. September 2008
På ølfestivalen stødte vi også på flere gode IPA’er – India Pale Ale. Mine venner fik sig endog et par stykker mere end jeg gjorde. Bl. a fik de en ”Brøckhouse Epic Double IPA”, mens jeg fik en ”Saison”. Den var efter sigende utrolig god.

IPA’en stammer fra London, hvor Georg Hodgson i slutningen af 1700-tallet fandt på at humle sine øl meget, så de kunne klare turen til Indien – heraf navnet. I starten af 1800-tallet blev han uvenner med Det østindiske Kompagni”, der stod for skibsfarten til Indien, og de afbrød samarbejdet. Men så stod bryggerne ( Samuel Allsopp og William Bass ) i Burton-Upon-Trent klar med deres udgave af øllen. Og det er den, der siden er blevet så populær.
Vandet i Trentområdet er meget calciumsulfatholdigt ( gips ), og det gav en anderledes mundfornemmelse, der var mere skarp og bidsk. Øllet virkede mere levende. Det er derfor blevet sådan, at man nu om dage ”burtoniserer” vandet for at give det samme indhold af sulfater.
Marston bryggeriet ligger i Burton-upon –Trent, og er derfor et af de autentiske IPAbryggerier. Det blev grundlagt i 1834 af John Marston. Hurtigt begyndte at brygge deres IPA, som så senere har fået navnet ”Old Empire”. Den var med på den engelske stand, så jeg måtte lige prøve en autentisk udgave med det rigtige vand.
Det er en mørkgylden ale – en real ale hvilket bl.a betyder af den er pumpet op uden kulsyre. Det er sikkert derfor at skummet ikke holder så længe. Aromaen er fin med lidt citrus. Smagen er ikke så fad, som jeg ofte synes real ale er, formodentlig pga det ægte Burtonvand. Der er bid i den. Man har brugt engelsk humle – Goldings og Fuggles – men har så senhumlet den med amerikansk Cascade for at give den fine citrussmag. Citrussen bliver hængende til eftersmagen ned en markant bitterhed.
Karakter 4
Efter denne fine oplevelse gik turen rundt i mange timer, hvor jeg ikke kom omkring nogle India Pale Ales. Men planen var at slutte af hos nogle af de store amerikanske drenge bl.a Avery. Dem fandt vi hos ”Danish Beerhouse”. Her var stemningen i top og folkene bag disken havde tid til snak, så der blev vi hængende i lang tid. Også fordi der var meget rigtig god øl at smage. De havde desværre ikke mere af ”Der Kaiser”, men vi fik en anden i stedet, før jeg tog mod til en ”The Maharaja”.
Jeg har jo tidligere beskrevet, hvordan jeg har måttet tilvænne mig til kraftig humle, og det stærkeste endnu har været en bitterhed på 90 IBU. Jeg vidste, at Maharajaen havde en bitterhed på 103, men jeg tænkte, at jeg nok kunne klare en lille smagsprøve. Om det var fordi smagsløgene var blevet bedøvet i aftenen løb, eller det skyldes den hyggelige stemning, ved jeg ikke, men jeg kunne utroligt godt lide den. Så meget at jeg nok kommer til at købe den igen, og så kommer der en ordentlig beskrivelse. Lige nu får den karakteren 5.
Da klokken nærmede sig 23 og festivalen var ved at slutte, stod vi og talte med en svensker ved standen ”Den Tatoverede Enke”, og han fortalte så, at han var brygmester på ”Ocean” – et bryggeri i Göteborg. Faktisk det eneste der er tilbage. Det er fra 2007 og ligger i Lyckkolm bryggeriets gamle lokaler. Brygmesteren er Thomas Bingebo, så det var sikkert ham, vi stod og talte med.
Vi havde desværre brugt vores sidste poletter, og da vi beklagede dette, skænkede han os generøst 3 store glas af sin ”India Pale Ale”, og tog selv et, så vi kunne skåle. Det viste sig senere – ved nærmere optælling – at det var min øl nr. 500 på næsten 2 år, og selv om vi ikke vidste, var det jo meget passende at skåle i den. Og at den var givet i så god en ånd.
Det er den gylden og klar øl med et let slør og duften er frisk med lidt amerikansk humle. Alkoholprocenten er på 5,4% og bitterheden på 50 IBU. Den er humlet med Pilgrim og Cascade, og i smagen fornemmes citrussen også tydeligt. Eftersmagen har en markant bitterhed, selvom den ikke nærmer sig Maharajaen.. Den virker mere engelsk i attituden. En fin afslutning på dagen og en tak til Ocean for venligheden.
Karakter 4

mandag den 15. september 2008

Tid til en øl - Beer Festival / Pilsnere

15. September 2008
Ølfestivalen havde omkring 2000 forskellige øl at smage. Med så mange øl kan det være svært at vælge, men for mig ville det være umuligt kun at smage Barley Wine og Imperial Stouts. Det tror jeg ikke jeg kunne holde til. Så derfor valgte jeg ind imellem nogle lidt lettere typer. Også fordi at de også har deres charme.

Det er selvfølgelig bedst, hvis de lette øl kommer først og de tungere senere, så derfor valgte vi, at starte med en pilsner fra Emerson på New Zealand. Det var en øl, der i sin tid blev anbefalet af Ølkonsortiet, men dengang købte jeg den ikke, og det har siden været svært at skaffe den hjem.
Derfor var min glæde stor, da jeg så, at Laudrup Vin havde den med på festivalen.

Emerson rejste til Skotland i 1983 og fik der kendskab til europæisk øl. Da han vendte tilbage til New Zealand blev han skuffet over det lokale øl, og i 1992 startede han sit eget bryggeri i Dunedin på sydøen. ”Emerson’s Pilsner” er New Zealands første økologiske øl, og er brygget efter det tyske Reinheitsgebot. Mange af Emersons øl er ufiltrerede, men denne står klar og gylden i glasset, måske med et let slør. Der er masser af citrus i duften. Den er humlet med Saaz, der er dyrket på New Zealand, og det virker som om, det fremhæver den friske citrusaroma. Fornemmelsen er livlig og smagen er også præget af citrus med retning mod lidt grape. God humlet eftersmag.
Karakter 4
Desværre kunne Laudrup Vin fortælle, at de sikkert stopper importen, da afstanden - og dermed omkostningerne  - er for stor. Det var en dejlig øl, at starte festivalen med, og især hvis den bliver umulig at skaffe fremover.
Efter lidt tungere øl tog vi lidt frisk luft og vendte os mod en anden pilsner med godt renome.
”Mahrs Ungespundet Hefetrüb”. Den fandt vi hos Good Taste.
Mahrs er fra en af de berømte tyske ølbyer, Bamberg. Bryggeriet blev grundlagt i 1602 og har været i familien Michels hænder siden 1895. Ungespundet betyder at øllet er lagret på tanke uden tryk -  Hefetrüb betyder ”uklar af gær”
Øllet fremstår netop uklart med en mørkere gylden farve og hvidt skum. Aromaen er en smule tungere, parfumeret end Emersons, men her er sikkert også brugt tysk humle. Fornemmelsen er blød og venlig, måske en anelse kedelig ( jeg kan godt lide kulsyre ), og smagen er lidt tungere og jeg synes, der var noter af honning. Men det er sikkert indbildning, for hvor skulle det komme fra. Eftersmagen var middel bitter.
Karakter 3+
Sidst på aftenen faldt vi ind hos Brewpub. Det er en københavsk pub og restaurant, der har en mængde forskellig øl på hanerne. Men de har kun 3 flaskeøl, hvilket jo godt kan være ærgeligt, når man bor i Aalborg. Så vi skulle lige prøve lidt forskelligt. Her var en hyggelig stemning og tid til at snakke og vi lagde ud med en af de nye øl ”Pastorius”. Opkaldt efter den store bassist Jaco Pastorius, som jeg bedst kender fra Weather Report, men som har spillet med alt og alle indenfor fussionmusikken. De beskriver da også denne øl som en fussionsøl, brygget på engelsk malt, tysk undergær og tjekkisk, belgisk og engelsk humle. Typebetegnelsen er Dortmunder. 5,6%.

Her sidst på aftenen blev mine notater lidt mere lemfældige og hukommelsen måske også lidt tåget, så det kan være, der kommer en mere kvalificeret beskrivelse en anden gang. Men umiddelbart husker jeg en frisk lagerøl med en fin duft. Smagen var fyldig og bitterheden middel. Eftersmagen god og lang. Jeg har i hvert fald givet den karakteren 4.
En nærmere undersøgelse må vente, til næste gang jeg kommer til København, men det vil jeg se frem til. Måske sender de den ligefrem ud på flaske. Det ville ikke være dårligt.

søndag den 14. september 2008

Tid til en øl - Ølliste Beerfestival 2008

14. September 2008
Emerson Pilsner
Bøgedal Fad nr. 100
Närke Kaggen Stormaktsporter
Horsens Bryghus Middelalder Bryg
Horsens Bryghus Julebryg
Baggårdsbryggeriet Drunken Sailor Whisky Ale
Deus Brut des Flandres
Marstons Old Empire
Mahrs Ungespundet Hefetrüb
De Molen Cuvee no.1
Piraat
Lammin Sahti
Tumma Hirviolut
Blanche de Namur
Anchor Old Foghorn
Brøckhouse Saison
Brøckhouse Brygmesterens 12
Brewpub Pastorius
Brewpub Ellhorn
Jacobsen Nordic Pine Bock
Jacobsen Skovmærke
Jacobsen Strong Wit Epsilon
Jacobsen Hopeless
Stone Alesmith Mikkeler Triple
Mikkeler Not Just Another Wit
Avery Collaboration Ale
Avery The Maharaja
Great Divide Old Ruffian
Great Divide Yeti
Great Divide Oak Aged Yeti
De Molen Steen & Been
Närke Stormaktsporter
Ocean India Pale ale

Nogle af disse øl vil jeg skrive om de kommende dag, men der er også nogle, jeg gemmer til jeg får fat i en større mængde.
Ocean India Pale Ale er faktisk min øl nr. 500 indenfor de 2 år, jeg har haft denne interesse. Det skulle have været fejret med maner, men jeg løb vist lidt galt i tællingen undervejs. Jeg troede kun, jeg var nået til 497. Måske var jeg blevet en smule beruset.
Nå hvad – Det var en foræring fra Brygmesteren hos Ocean, og det kunne egentlig ikke have været mere passende. Skål

Tid til en øl - Beer Festival

14. Septemer 2008
Så er ølfestivalen slut. Jeg kender ikke det endelige besøgstal endnu, men efter lørdagen havde der været 18814 besøgende. Vi var 3 af dem.
Jeg tog af sted kl. 8 og hentede mine 2 kammerater og så gik turen ellers mod København. Vi blev installeret og redte senge, inden vi drog mod Carlsberg med bus og S-tog.
Der var ingen kø, da vi nåede frem kl.13.15, så vi gik lige ind og fik vores glas, festivalguiden og et lilla armbånd. - Og så ind til øllet.

Lige indenfor indgangen blev vi mødt af en pompøs stand, hvor Søgaards nye bryg ”Egtvedpigens Bryg” var udstillet. Det er verdens dyreste øl  - 2121 kr. og den er brygget med de ingredienser, man fandt i Egtvedpigens birkespand. Det er ikke første gang, det prøves, men klart den dyreste.
”Og er den så pengene værd?”, vil man spørge. – ”Nej, selvfølgelig er den ikke det”, siger jeg uden blusel, uden at have smagt den. Der er ingen øl, der er så mange penge værd.
Men det sætter fokus på øl, skaber debat om øl og er et fint PR show. Desuden skal der jo også være nogle øl, som de rigtig rige kan købe, for at skille sig lidt ud fra os andre.

Da det nu ikke kunne blive den første øl på festivalen, gik vi videre ind i den store sal og fandt en ”Emerson Pilsner” fra New Zealand til at starte på. – så var vi i gang. Og så gik vi ud og fik os noget at spise i madteltet. Nørrebro Bryghus tilbød ”Mexikansk kyllingegryde med Ravnsborg Rød” og ”Braiseret Oksegryde med Kings County Brown ale”. Begge dele smagte fortrinligt og så tilbage til øllet.

Arrangørerne har gjort et flot stykke arbejde med at få det hele på plads. Næste gang skal der måske laves lidt bedre plads om stand 28, hvor Ølkonsortiet, Mikkeler, Amager Bryghus og Danish Beerhouse holdt til. Der var så mange mennesker, at det kunne være svært at komme forbi. Men det var en fint arrangeret festival med masser af aktiviteter ( drikke øl ) og styr på både mad og toiletter og garderobe.

Vi vandrede rundt efter min rute. De andre ville gerne smage det samme som jeg, men selvfølgelig blev planen ikke overholdt. Nogle steder var der allerede udsolgt, andre steder skuffede øllet måske lidt, så det kun blev til en enkelt eller vi blev inspireret til noget andet. Jeg blev meldt ind i ølentusiasterne, og fik en ølglasholder til at have om halsen. Det var smart, så behøvede jeg ikke stå og fumle med glas, kamera og notesblok. 

Besøgsantallet er ny rekord for ølfestivalen, og det er arrangørerne selvfølgelig glade for, Men det skaber så meget aktivitet, at der ikke er så meget tid til at stå og sludre. Hen på aftenen tyndede det lidt ud, tror jeg, for da var det væsentlig nemmere at stå og sludre. Desuden havde standejerne selv fået et par af deres egne øl, og ville gerne snakke.
Da vi ankom, var stilen kontrolleret og ikke alle gad snakke, men efterhånden tøede folk op og brugte lidt større armbevægelser. Og hvordan de kan holde til at stå og servere hele dagen er en gåde. Hos OnePint var der store smil selv sidst på dagen, Danish Beerhouse var fulde af energi og snakkelyst i hvert fald helt til kl. 22 og hos Jacobsen havde man en yderst fri og positiv fortolkning af 5 cl øl.

De sidste 5 timer på ølfestivalen forløb simpelt hen i en meget bedre stemning end de første
( stemningen gik fra god til bedre ) og vi blev hængende helt til lukketid, hvor vi stod og snakkede med en svensk brygmester, der bryggede ”Ocean”, Vi slog beklagende ud med armene og sagde, vi desværre ikke havde flere poletter, hvorefter han generøst hældte 4 fulde glas ”Pale ale” op til en skål. Det er med stor fornøjelse at jeg kan fortælle, at den var ualmindelig god. Tak for en kanon afslutning på en kanon ølfest.

fredag den 12. september 2008

Tid til en øl - Fuller's Organic Honeydew

12. september 2008
Så er ølfestivalen i gang, og jeg går jo og frygter, at alt øllet bliver drukket inden i morgen. Men mon ikke der er en sjat eller to tilbage. Jeg er lidt spændt på, om det bliver i morgen, jeg runder de 500 forskellige øl. Det kommer lidt an på, om man kan få 2 halve øl på en polet. Man kan købe poletter, som kan byttes til 10 cl øl, men hvis man - som jeg – gerne vil smage så mange forskellige øl som muligt, kan man måske få to 5 cl øl i stedet. Hvis det er muligt, runder jeg nok de 500.
Jeg har lagt en ruteplan, som indbefatter 26 poletter og 38 øl, men man kan let blive fristet til at prøve en speciel øl, og planen er jo heller ikke mere fast, end at den kan ændres.  – eller udvides.
I Århus smagte jeg 28 forskellige øl, men der fik jeg også 10 cl af hver. Jeg skrev notater til alle, men næste dag havde jeg svært ved at tyde min egen skrift.
Det store problem er at vælge hvilke øl, der skal smages. Man bliver let tiltrukket af de kraftige Barleywines og Imperial Stouts, men der er procenten jo så høj, at det let kan give bagslag. Heldigvis præsenteres der også en del gode pilsnere og ales, hvor procenten er lavere, og det er nok der, vi må starte.

Vi tager af sted i morgen tidlig, og håber at kunne nå frem først på formiddagen. ( Bøgedal frigiver en øl kl 14.00 ). og så kører vi hjem engang søndag, når vi er blevet ædru nok. Ikke noget spirituskørsel her!!!
Som optakt til weekenden fandt jeg en øl fra Fuller – Organic HoneyDew. ( den er ikke med på festivalen ).
Det er Fullers første forsøg ( år 2000 ) på at lave en økologisk øl, og som navnet antyder, er der tilsat honning.

Det er en flot gylden øl på 5,0% med hvidt skum, der dog forsvinder hurtigt under hørbar brusen. Duften er frisk og præget af lidt citrus – formodentlig fra humlen ( det er ikke lykkedes mig at finde ud af typen ).Jeg synes ikke, at kunne skelne noget honning. Mundfornemmelse er lidt blandet. Man fornemmer en lidt klistret honningblødhed, samtidig med at kulsyre bruser temmelig kraftigt, som i en sodavand. Det giver en frisk fornemmelse, der dog aftager efterhånden. Smagen er sød med lidt citrus, og først i eftersmagen dukker honningen tydeligt frem. Den er ikke så dominerende som i mange af de andre honningøl. Der er ikke nogen udpræget bitterhed, men til aller-allersidst dukker er alligevel lidt frem.
Karakter 3+

Så er jeg klar til i morgen, hvor jeg nok ikke er i en tilstand, hvor jeg kan skrive nogen blog. Desuden har jeg ikke en bærbar.
Skål.

torsdag den 11. september 2008

Tid til en øl - One Pint / Old Engine Oil

11. September 2008
Nå – så gik jorden heller ikke under denne her gang, selvom forsøget på at skabe et sort hul, efter nogens mening, kunne have resulteret deri. Et eller andet gik vel galt, og nu sidder forskerne sikkert i deres eget private sorte hul og grubler over, hvordan det kan lykkes næste gang.
Men det havde da også været træls, kun 1 dag før ølfestivalen.

I foråret var jeg til en ølsmagning med One Pint, som Aalborg afdelingen af Danske Ølentusiaster havde arrangeret. De havde også inviteret folk udenfor foreningen med, hvilket jo var heldigt for mig, for så kunne jeg også være med. ( Jeg har flere gange tænkt at melde mig ind, men det strander altid på, at jeg kommer til at bruge pengene på øl i stedet. Nu har jeg tænkt at melde mig ind på ølfestivalen ). Det blev en meget hyggelig og informativ eftermiddag.

One Pint er også en stor stand på festivalen. Mange af deres øl er omtalt her i bloggen tidligere.
Fuller ESB -1845
Greene King Abbot Ale
Badger Tanglefoot
Morland Old Speckled Hen
Double Maxim
Alle disse bryggerier har mange flere øl repræsenteret, og der er andre berømte engelske bryggerier – Samuel Smith, Harviestoun, Meantime og St. Austell. Derudover er der tyske og amerikanske øl bl.a Sierra Nevada. Der er belgiske Trappist og klosterøl og endelig er der en specialitets afdeling med Barley Wines. Jeg foretrækker personligt ”Thomas Hardy Ale” fremfor Gales ”Trafalgar” og ”Prize Old Ale”. Det er sherryagtig og meget langt fra den tradionelle pilsner.

På ølsmagningen i Aalborg fik vi præsenteret ”Old Engine Oil” fra Harviestoun. Jeg kendte den i forvejen fra en tidligere ølsmagning. Det var i starten af min øl-interesse, og udover manglende kendskab til humle kendte jeg heller ikke meget til porter og stout. Jeg syntes dengang, at den da var udmærket af en mørk øl at være, men nu fik vi den altså igen. Og det var godt, for min opfattelse af den havde ændret sig.

Harviestoun er fra 1985 og ligger i byen Dollar i det centrale Skotland.
”Old Engine Oil” er en næsten helt sort øl på 6,0% procent. Den er brygget på pale ale malt og umaltet sortristet byg og maltet havre. Ifølge brygmesteren er det et forsøg på at lave en Barley Wine med en lettere alkoholprocent end normalt, men med lige så megen fylde. Duften er præget af ristet malt og lidt kaffenoter. Mundfornemmelsen er fyldig, men den umaltede byg giver alligevel en lethed til øllet. Smagen har mange nuancer og er præget af ristet kaffe og chokolade. Humlebitterheden er pæn og med til at balancere øllen. Der er brugt Worchester Fuggles, East Kent Goldings og Galena humle.
Jeg har stadig noget med den ristede kaffesmag, der gør smagen en smule sur (som kaffe, der har stået for længe på varmen ), men det er en øl med fine nuancer og god fylde.
Karakter 4

P.S: Det var eftermiddagens vinder, selvom jeg personligt holdt mere af ”Thomas Hardy”.