Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 24. april 2024

Tid til en øl - Pühaste Somnia Bourbon BA


24. April 2024

I 2011 begyndte Eero Mander sine forsøg med at brygge øl i sit sommerhus i Valgamaa. Hans testbryg fik megen ros af vennerne og han begyndte at brygge som 'kontraktbrygger' på forskellige bryggerier.

I 2016 åbnede han sit eget bryggeri 'Pühaste' i Tartu, Estland. Pühaste er en by i området.

'Somnia Bourbon BA' er en kraftig øl i deres 'Silver Serie', hvor de arbejder med fadlagring. 'Somnia' betyder noget i retning af 'søvn' eller 'drøm', og det er da også en utrolig dejlig 'go'natbajer'.

Det er en imperial stout, lagret på Heaven Hill Bourbonfade. Den er kulsort og har mørkebrunt skum med et lille rødligt skær. Der er duft af chokolade og sveske i bourbon. Smagen af mørk chokolade er overraskende tydelig og meget behagelig. Min drikkemakker var kender og sagde, at det mindede om Valrona-chokolade. Meget lang eftersmag og de 13,0% gør at man sover godt bagefter. Flasken er lukket med lakforsegling

Karakter 5

 

fredag den 19. april 2024

Tid til en øl - Bad Seed Brewing Vintage 2023


 19. April 2024

Det blev til en lille godnatøl på 12.5%. Bad Seed Brewing fra Gudumholm har lanceret mange spændende øl. Jeg har smagt en del, men ikke deres imperial stout - 'King Ink'. Den har de lagt på et Heaven Hill Bourbonfad, og det er der kommet en 'Vintage 2023' ud af. Den er brygget i 2022 og har ligget 17 mdr på fadet, så den har virkelig trukket kraft.

Det er en kulsort øl med et prægtog mørkebrunt skum, der dog hurtigt aftager. Sikkert pga alkoholprocenten er er høj - 12,5%. Man mødes af kraftig duft af chokolade, kaffe og bourbon. Fadet trænger godt igennem. Fyldig og blød - dog med en lille smule perlende brusen på tungen. Der er lidt irish coffee fornemmelse, samt mørkchokolade, bourbon og lidt lakrids i slutningen. Bitterheden dukker op i eftersmagen og sammen med alkoholprocenten giver det en lettere, pirrende snurren i hele mundhulen.

Karakter 5

søndag den 14. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning Y - Å


14. April 2024

Vi har igennem tiden holdt adskillige, meget forskellige ølsmagninger. De fleste er ganske normale med 10 øl, men en gang imellem er det sjovt, at prøve andre former af. Denne Alfabetsmagning er sammen med vores Maraton de største smagninger, men vi har også holdt en Oktoberfest, hvor jeg havde fundet øl fra de 6 bryggerier i Bayern, der afholder oktoberfesten. Vi holdt også en smagning i anledning af 500-året for Reinheitsgebot, hvor man kunne bestille en jubilæumskasse med øl hjem fra Bayern. De fleste af de bryggerier kendte jeg ikke i forvejen. Alle var enige om, at det var sjovt, men udelukkende tysk øl kan også let blive lidt ens.

Vi har holdt en smagning med 10 Ipa'er fra Mikkeller, hvor det eneste det adskilte dem, var 10 forskellige humletyper. Det var også sjovt og en lille smule kedeligt i længden. Der er ikke opbakning til mine forslag om alkoholfri øl eller industripilsnersmagning, men det er nok også meget godt.


Det havde hele tiden været tanken, at Y skulle være Y Not Brewing - husbryggeriet for Basement Beer Bar. Jeg har smagt meget at deres øl og det er altid godt. De har haft en koncept med en Growler, hvor man kunne fylde en dåse med barens øl, men nu har de også fået øl på flasker og dåser. Flaskeøllet var nogle voldsomme BA stouts, og den syntes jeg vi havde nok at, men en frisk IPA kunne nok gå an. Og så med en nuttet påskehare på.


'Jumping Bunnies' er en DDH American IPA på 6,5%. Den er humlet med Citra, Enigma og Sultana.

Den udviser tegn på NEIPA - uklar og med let eksotisk frugtsmag, men bitterheden ligger længere fremme på smagspaletten og giver lidt mere westcoastwibes. Det kan jeg godt lidt, så det ikke kun bliver sødme. Det er måske også det, der ligger i betoningen af 'american IPA'

Karakter 4


Zundert kender jeg i forvejen og hos trappist.dk kunne jeg bestille den hjem. Det er et hollandsk trappistbryggeri, der ligger i byen Zundert. Klosteret havde længe ernæret sig med landbrug, men i 2009 besluttede man at starte et lille bryggeri. Og i 2012 begyndte konstruktionen. Man skulle jo også have en øl, og man havde ikke en bog fuldt af opskrifter fra gammel tid, så man måtte igennem en masse smagninger - fra sour til røgøl, fra stout til IPA. Det har været hårdt arbejde, men måske ikke så kedeligt.

Man endte på en tripel ( her kunne man nok også få god hjælp fra andre klostre ) som fik navnet 'Zundert 8 Tripel'. I 2019 begyndte man også at brygge en 'Zundert 10 Quadrupel'

'Zundert 8 tripel' er - ikke overraskende - på 8,0%. Den er blød med en del frugt. ganske glimrende

Karakter 4+


For en del år siden besøgte jeg Flåm - en lille bygd i Vestnorge, klemt inde mellem høje fjelde. Nu kan man køre dertil i bil gennem lange tunneller, men tidligere kunne man kun kommer dertil med båd. Nu lægger store krydstogtskibe til, for fjorden er smal og dyb. Derfor kan en bryggeri på kajen også klare sig. Bryggeriet Ægir og restauranten er lavet som et gammel vikingehus. Det er et besøg værd.

Jeg har skrevet om mange af deres øl på bloggen, men aldrig om 'Juling' en BA Strong Ale på 11,5%. Den har det, der skal til. Masser af smag - kaffe, vanilje og bourbon fra fadet.

Karakter 4+


Ølluminati blev stiftet i 2017 af Theiss Bach Nielsen og Mads Claus Henriksen. De har lavet et samlingssted midt i Viborg, med musik og øl. Der er en klar politik på stedet - kun udskænkning til folk over 18, alle skal være velkomne, god personalepolitik og dialog med naboerne. Kort sagt: man skal opføre sig ordentligt.

'Mussels fro Brussels' er også en strong ale. Denne gang på 10,0%, så vi sluttede smagningen med maner. Det er en belgisk inspiration. Den er dobbeltmæsket og det giver sig udslag en en tyktflydende, cremet væske med masser af smag. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om 'muslinger', så måske er det bare i navnet.

Karakter 5


Vi sluttede af med Arpus, men der er et tegn over bogstavet, så det kan med lidt god vilje ligne et Å - Årpus. Det var måske lidt søgt, men det var tale om en øltype, jeg ikke havde smagt - en QIPA.

En voldsom sag på 11,5%. Når det er sagt er bitterheden jo dæmpet ned, for der er tale om en NEIPA, så helt så voldsom er den heller ikke. I gamle dage kunne vi godt få IPA'er med bittehed på 100 IBU, uden det blev mere end en IIPA.

Arpus er et lettisk bryggeri, der blev grundlagt i 2017, så de har hurtigt fundet vej ind på det europæiske marked med godt øl. Denne QIPA er brygget i samarbejde med det amerikanske bryggeri Magnanimous, der hører til i Tampa, Florida.

Det fulde navn er - 'QDH Simcoe Cryo x Citra Lupomax x Strada x Nelson QIPA'. Jeg fik kun en lille smagprøve på 3 cl, for nogen var gået frisk til varerne, men det var en potent øl med masser af smag. Som sagt snyder det mig lidt, når bitterheden afdæmpet, men i forhold til en alm NEIPA er der naturligvis væsentlig mere bitterhed.

Karakter 4+









 

lørdag den 13. april 2024

Tid til en øl - Alfabetsmagning T - X


13. April 2024

Det kan lyde voldsomt med 30 øl til en smagning, men vi havde sat god tid af til det, så alle kunne være med. Alligevel kan der godt melde sig en form for mæthed, men erfaringen har vist, at det først indtræffer omkring øl nr 35. Da vi holdt Marathonsmagning, var det i alt fald der, et par af deltagerne mødte muren. Så vi regnede med, at vi ville komme sikkert gennem aftenen - og det gjorde vi heldigvis også.

Ter Dolen er et belgisk bryggeri, der i 1994 etablerede sig i vognporten til middelalderborgen i Helchtern, Limburg. I begge verdenskrige var slottet besat af tyskerne, og derefter gik det i forfald, indtil Mieke Desplenter erhvervede slottet i 1993 og begyndte en restaurering.

Deres 'Winter' er en mørk øl på 9,1%. Den har en flot kastanierød farve og et pænt skum. Duft af frugt og sødme. Der er tilsat honning og kanel. Smag af frugt, krydderi og lidt sødlig rom.

Karakter 4

Ugly Duck har været på banen siden 2012, som den lille grimme ælling til den flotte svane, Indslev Bryghus. De har flere gange været kåret til årets bryggeri og året øl, men siden vestfyen overtog i 2018 har der været mere stille omkring dem. Jeg er kun stødt på dem i forbindelse med forskellige pastry udgaver af deres stout 'Rio Grande Blood'.

For nogle år siden smagte jeg 'Rio Grande Blood Orange', der efterlignede julens orangegrene. Det fungerede virkelig godt. Også 'Rum Ball' var god ( efterligner naturligvis romkugler ), men jeg gik glip af 'Dreamcake', hvor de har puttet drømmekage fra Brovst i øllet. Den så jeg nu i Voldby købsmandsgård, og den skulle da med. Jeg købte også en 'Tiramisu' til mig selv.

'Rio Grande Blood Dreamcake' er på 12.0% med en IBU på 60. Der er tilsat kokos, karameliseret sukker, vanilje og laktose. Og den kommer ikke i nærheden af de 2 andre udgaver. Dette bliver lidt for sødt og vammelt. Om det er balancen eller bare ingredienserne, ( jeg kan også godt synes, at drømmekagen i sig selv er lidt for meget ) ved jeg ikke, men det var sjovt at smage.

Karakter 3


Så kunne vi rense ganen med en IPA. Vocations 'Zest for Life' er en DDHIPA på 6,6%.

'Zest' betyder 'skal' og og der er også citronskal i øllet. Men det betyder og 'passion' og passion for livet lyder da meget godt.

Vocation startede i 2015 som et enmandsforetagende i et ombygget hønsehus, men har vokset sig stort med 100+ medarbejdere

Masser af smag fra tørhumlingen, lidt citrus, kokos og ananas og ikke så forfærdelig bitter. Det er nok en NEIPA, men det var forfriskende ovenpå drømmekagen.

Karakter 4

Windswept er et skotsk bryggeri fra Lossiemouth, hvor der sikkert er ret vindblæst. Eller jeg skulle rettere skrive var et skotsk bryggeri, for det lukkede 3 februar i år. Det blev grundlagt i 2012 og har vundet mange priser for deres øl, men kunne altså ikke blive ved.

Deres 'Wolf of Glen Moray' havde jeg egentlig glædet mig til. En strong ale på 9,2% lagret på et portvinsfad, hvor Glen Moray tidligere har haft lagret noget whisky. Men der var gået et eller andet galt, for det var blevet en syrlig ubehagelig smag. Så desværre - ud med den.


Det eneste bogstav jeg ikke havde fundet noget bryggeri til, var X. Så jeg måtte ty til en nødløsning med Midtfyns glimrende 'XPorter'. Den er lavet i samarbejde med De Molen i Holland. Malt. lakrids og let røg - stadig god. Da jeg skrev om den i 2011, havde jeg den oplysning at bitterheden når op på 106 IBU. Det er jo ikke noget, vi nu om dage er forvænt med. Om det stadig gælder, ved jeg ikke, men godt med en øl en gang imellem, der ikke er pakket ind i kage og fadlagring.

Karakter 5












 

fredag den 12. april 2024

Tid til en øl - To Øl Smoke on the porter - fire in the rye ( 2023 )


 12. April 2024

Da det var min fødselsdag i går, foreslog min kone, at jeg kunne holde en lille ølsmagning ved danselektionen fredag aften. Vi havde aftalt at spise sammen efter timen, og jeg tænkte vi nok var en 5-6 stykker, men fik inden at vide, at vi ville nok blive en 12-15 stykker. Og det viste sig, at vi skulle danse et par danse og så smage en øl og så gentage det. Det blev en god aften.

Jeg havde ikke 30 øl med, men kun 3. Og jeg havde fundet nogle gode øl på tilbud i Salling.

Birrificio Manerba er et af Italiens ældste håndværksbryggerier fra 1999. Det ligger på bredden af Gardasøen. De har lavet en belgisk triple . 'The Belgian Queen' på 8,0% Ganske glimrende.

Ebeltoft har en 'Raw Power' på 8,3%. En DNEIPA med saft og kraft, og til slut Hjort Beer 'Alexander'. En dejlig baltisk porter på 8,8%. Jeg tror alle øllene faldt i dansevennernes smag.

Men jeg havde egentlig tænkt det til maden bagefter

Heldigvis havde jeg også købt en øl til mig selv, for på hylden stod en øl fra To Øl, jeg ikke havde smagt, da der var smagsprøver forleden. Og navnet kunne jeg ikke stå for.

Som guitarlærer har jeg lagt øre til mange udgave af 'Smoke on the water' - klassikeren fra Deep Purple. Her var en af de bedre udgaver - 'Smoke On The Porter - Fire In The Rye '.

En BA rugporter på 11,1%. Den er lagret på både Bourbon-, Rye-, Rom- og Cognacfad. Det er en tyktflydende, olieret sag - kulsort med mørkebrunt skum. Duft af røg og sødlig spiritus. Smagen er god med moden, mørk frugt, sødme, ristet kaffe og fine noter fra fadene, og naturligvis røg. ( det er trods alt 'Smoke on.... '.

Karakter 5

Tid til en øl - Alfabetsmagning O - S


 12. April 2024

Vi kom også rundt i verden ( mest Europa ) i vores Alfabetsmagning.

1 Ungarn

1 Spanien

1 Norge

1 Sverige

1 Holland

1 England

1 Frankrig

1 Estland

1 Letland

2 Skotland

3 USA

3 Belgien

4 Tyskland

9 Danmark

Også meget afvekslende på den front.


Observatoriet blev skabt i 2020 af Simon Toft, der otte år forinden havde grundlagt Ølsnedkeren. Observatoriet har fokus på det sure øl. Bryggeriet ligger i Voerladgård, som er min kones hjemegn. Hun boede i nabobyen, så vi kender lidt til området.

Jeg smagte første gang deres øl til Bad Seed Festival 2023, og var vældig begejstret, så selvfølgelig skulle de repræsentere O

'Svart' er en 'dark wild ale' på 7,0%. Brygget med koldekstraktion af mørke malte og tørhumlet med Hüll Melon, der er en ny humletype for mig, men jeg kan se at den er ved at blive populær. Det er en afledning af Cascade og skulle give noter af honningmelon og jordbær.

Det ved jeg ikke lige om jeg lagde mærke til, men det er en let ristet bitterhed fra malten og en god tør syrlighed. Jeg kan - som jeg vist har nævnt tidligere - godt lide lidt mere sødme i sour ales, så den fangede mig ikke helt.

Karakter 3+


Til gengæld var der fin sødme i den næste øl fra Pohjala. 'Kamin' fra deres Cellar Series er en BA stout på 11,0%.

Bryggeriet ligge i Tallin, estland, og navnet betyder 'Det Nordlige Rige'. Det er det største håndværksbryggeri i De Baltiske Lande, men der er andre, der er ved at vinde godt frem. Bryggeriet blev grundlagt i 2011, men den første øl kom først i 2013.

'Kamin' er lagret på Cognac-, Sherry- og Islay Whiskyfad, så det er den smagfuld øl med noget dejligt røg i baggrunden. listen over malte er ufattelig lang ( tror de har ryddet op i lageret ), så den kommer ikke her, men der er naturligvis røgmalt blandt. 7 forskellige humletyper hvor Hüll Melon igen er en af dem, men her kan man da slet ikke finde melon og jordbær. Jeg forestiller mig det vil være mere tydeligt i en helles eller en kölsch, men hvad ved jeg.

Det er en dejlig kompleks øl. På trods af de mange ingredienser spiller smagene godt sammen. Her er modne blommer, røg og indflydelse fra fadene.

Karakter 5


Jeg havde nok ikke ventet at finde bryggerier med Q, men på Trappist.dk fandt jeg faktisk 2 belgiske bryggerier - Quintinne og Queue de Charrue. Det sidstnævnte havde jeg aldrig hørt om, og ret beset er det en ølserie som brasserie Vanuxeem brygger, men det gjorde sig fint som Q i smagningen.

Vanuxeem blev grundlagt i 1906 og ligger i Ploegsteert, lige ved den franske grænse. Navnet Queue de Charrue er en fransk udgave af navnet, og betyder 'plovhale'. Om det er ploveskær eller plovfure er jeg ikke helt klar over.

Deres 'Blonde er en fortrinelig udgave af stilen. Frisk og med lidt lys frugt. Den gør det den skal og faldt ikke igennem, selvom den kom efter 'Kamin'.

Karakter 4


Bryggeriet Rothaus fra den tyske delstat Baden-Württemberg i Schwarzwald har fået stod succes og er blevet lidt trendy. Det er da også velbrygget øl, de leverer, men det er der meget af i Tyskland. For mig er kvalitet et af kendetegnene ved tysk øl. Rothaus er et af de lokale bryggerier med størst succes. Det ligger i Grafenhausen og blev stiftet i 1791.

En af deres serier hedder 'Zäpfle', der betyder kogle - efter sigende fordi flasken ligner en kogle. Jeg synes nu den er ret ordinær.

Denne gang var de en weissbier - 'Weizen Zäpfle' på 5,4%. Den var frisk og god, men jeg har dog smagt flere weissbier i området, som jeg holdt mere af

Karakter 3+


I den anden ende af Tyskland - helt oppe ved Østersøen - ved Timmendorfer Strand ligger bryggeriet Sudden Death. Det er et område hvor ishockey er det helt store samtaleemne, og det ligger til grund for navnet. Den ene af grundlæggerne Olli er selv aktiv ishockeyspiller. Bryggeriet er nyt - fra 2022

'High Voltage' er en DIPA i New Englandstil. Den er uklar og har en varm orangegylden farve. Humletyperne er Mosaic, Columbus og en ordentlig skefuld NZ Southern Cross. Den holder 8,3% og emmer af kraft og smag af mandarin og mango. Den var befriende at få lidt bitterhed ind i smagningen igen. Sidst vi havde en IPA var ved E.

Karakter 4









torsdag den 11. april 2024

Tid til en øl - Theakson Old Peculier


11. April 2024

I dag springer jeg over Alfabetsmagningen, for det er min 67 års fødselsdag. Den er gået stille og roligt, men til aften kom vores ældste datter på besøg med familien, og jeg tænkte, jeg kunne dele en øl med min svigersøn.

'Old Peculier' var et godt bud - tænkte jeg - for jeg troede, at det var 'Old Peculiar', hvilket betyder noget i retning af ' gammel særling'. Men det er 'peculier', hvilket betyder noget helt andet.

I 1200 tallet blev byen Masham i Yorkshire Dales skænket til ærkebispen i York. Det var en driftig markedsby, men biskoppen syntes, den var for langt væk til, at han kunne holde justits der. Så den fik prædikatet 'Peculier', hvilket betød, at de havde deres eget bystyre, der regerede for York Minster. Dette varede til 1500 tallet, hvor klostrene blev opløst, men historien og navnet bruges stadig i Masham.

I 1827 åbnede Robert Theakson et bryggeri i Masham, og han kendte til historien. I 1890erne begyndte de at brygge 'Old Peculier' - en strong ale på 5,6%. På etiketten ses Mashams officielle segl.

Det er en mørk, rødlig øl med godt, lysebrunt skum. Duften er præget lidt af frugtvingummi - mest solbær, og smagen er god omend mere traditionel. Man kan dog fornemme denne svage vingumminote. 5,6% er jo kun stærkt set med engelske briller, så det er en letdrikkelig øl.

Man har dog tidligere regnet den for lidt sær - og omtalt den som 'Yorkshires Skøre bouillon' 


 

Der er en behagelig øl at drikke, så

Karakter 4

Hvis man ser på gamle etiketter, kan man se, at den tidligere har været stavet 'Old Peculiar', så det med den 'sære gamling', er måske alligevel ikke helt ved siden af.

Dette er samtidig øl nr 2500, der er omtalt her på bloggen.